Det kan godt være, at høreapparater og enzymer er spændende forretningsområder. Men det har længe været en dårlig forretning at være investeret i GN Store Nord eller Novozymes.
De to danske eliteaktier har nemlig tabt terræn af forskellige årsager, men den seneste måned har aktierne gjort comeback.
De er hver især steget i omegnen af 20 pct. den seneste måned, bemærker Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Læs også: Dansk forsikringsselskab fyrer 105 ansatte
»Investorerne er begyndt at købe ind på det langsigtede potentiale, og det har givet afkast på omtrent 20 % for de to selskaber – ud fra et lavt (Novozymes) og meget lavt udgangspunkt (GN Store Nord),« siger Per Hansen.
Opturen i GN og Novozymes skal ses i lyset af, at aktier bredt set har fået det bedre den seneste måned.
GN Store Nord, der fra top til bund er faldet næsten 80 pct., har vist gode takter i deres seneste regnskab, og samtidig har man fremlagt en langsigtet finansiering, der ellers har voldt problemer.
Læs også: Mærsk sælger aktier i norsk aktieraket for milliardbeløb
Selskabet har nemlig været plaget af en meget høj gæld efter opkøbet af Steelseries for år tilbage, og i foråret måtte GN skrotte planerne om at rejse op mod 7 mia. kr. fra investorer, fordi der simpelthen ikke var opbakning dertil.
»Siden kom bedre kvartalsregnskab og en langsigtet finansiering, som kom på plads, og det har fået investorerne til at købe ind på en mulig turnaround,« bemærker Per Hansen
I den anden boldgade er enzymselskabet Novozymes, der investeringsmæssigt har været placeret i »fryseboksen«, som Per Hansen udtrykker det.
»Det skyldes en afventning af fusionen (Chr. Hansen), godkendelserne og en meget stor shortsalgsposition,« betoner investeringsøkonomen.
Siden har Novozymes fået godkendelserne til fusionen på plads, omend de skal sælge en lille del af deres lactase-forretning for at få lov til at slå pjalterne sammen med Chr. Hansen.
Novozymes er dog fortsat den mest shortede danske aktie.
Læs også: Kapitalforvalter har halveret sin Novo-position: 'Der er virkelig meget opmærksomhed'
Læs også: Godt nyt til disse danskere: Skattelettelse på op mod 1250 kroner på vej næste år
