
Investorer og analytikere fulgte nøje med, da udviklingen på det amerikanske jobmarked for juli blev afsløret. Det skyldes, at udviklingen kan ende med at sende chokbølger igennem de finansielle markeder.
De nye tal vendte stemningen på det amerikanske aktiemarked, hvor investorerne især solgte ud af teknologiaktierne.
I USA blev der nemlig skabt 528.000 job uden for landbruget i juli. Det var langt mere end ventet, og der sat gang i spekulationerne om, hvordan det vil ramme investorer.
Læs også: Dansk pensionsgigant sagsøger et af verdens allerstørste selskaber
Her er ifølge Marketwire en forklaring på hvorfor:
Hver måned offentliggør USA det såkaldte kongetal. Det er tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet i den foregående måned.
Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.
Læs også: Kontroversiel aktie skiller vandene: Investor ser 'enormt potentiale'
Går det dårligt hos amerikanerne, kan det også være skidt for Europa og dermed Danmark, der har mange virksomheder, som lever af at sælge varer og tjenesteydelser til amerikanerne.
Tallet er vigtigt for dansk økonomi af flere årsager:
- Det amerikanske arbejdsmarked er en central del af amerikansk økonomi. Derfor kan det påvirke løn- og prisudviklingen.
Hvis prisudviklingen, også kaldet inflationen, stiger for meget, vil det oftest medføre, at den amerikanske centralbank griber ind ved at hæve renterne.
Højere renter i USA betyder, at amerikanske obligationer kan blive mere attraktive.
Det kan betyde, at investorer vælger dem til fremfor alternativerne - herunder danske obligationer. Derfor kan det også få betydning for renterne i Danmark på eksempelvis boliglån.
Derudover betyder beskæftigelsen noget for, hvor mange penge de amerikanske forbrugere har mellem hænderne, og dermed hvor mange af de danske eksportvarer de kan købe.
Medicin fylder dog en stor del af den danske eksport til USA, og det er ikke et produkt, som forbrugere som det første vælger til eller fra.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/