ISS lander stor kontrakt: Skal servicere Tryg i otte år


Den danske servicekæmpe ISS har indgået et stort partnerskab med den nordiske forsikringskæmpe Tryg.
Over de kommende otte år skal ISS således servicere Trygs faciliteter i Danmark, Sverige og Norge indenfor en række områder, fremgår det af en meddelelse.
Det er blandt andet rengøring, affaldshåndtering og catering.
Aftalen har en værdi på omkring 100 mio. kr. om året, fremgår det.
- Vi er glade for og stolte af at indgå dette nye partnerskab. I tæt samarbejde med Tryg vil vi levere én fuldt integreret facility services-løsning på tværs af Skandinavien, udtaler adm. direktør i ISS Kasper Fangel.
- Gode medarbejderoplevelser er tæt forbundet med trivsel, samarbejde og i sidste ende vores evne til at skabe værdi for vores kunder. Gennem dette partnerskab skaber vi en mere gnidningsfri oplevelse for medarbejderne på tværs af Trygs 22 lokationer i Danmark, Norge og Sverige. Samtidig udnytter vi vores skalerbarhed som en af Skandinaviens største forsikringskoncerner til at etablere én samlet aftale om facility services med én markedsledende partner, udtaler Johan Kirstein Brammer, der er topchef hos Tryg.
Aftalen træder i kraft i første kvartal af 2027 og forventes fuldt indfaset fra 2. kvartal 2027.