Den italienske høreapparatssælger Amplifon er faldet med næsten 8 pct. siden fredag, og det kan tilskrives en bekymring i markedet om et skuffende andet kvartal. Spørgsmålet er, om Demant og GN Store Nord-aktionærer skal være bekymret?
Morgan Stanley er en af de finanshuse, som ifølge Bloomberg er bekymret for færre salg i andet kvartal hos markedslederen Amplifon, som aflægger halvårsregnskab den 30. juli.
Selskabet køber blandt andet høreappararater fra GN Store Nord og Demant, men eftersigende er der problemer i flere europæiske markeder og specielt det franske marked, lyder det fra aktiechef Lars Hytting fra ArthaScope.
»Der er bare noget svaghed i det franske marked, og det er det, som Amplifon bliver ramt på, og hvis man kigger på de to danske, så har Demant en noget større andel, end GN har,« siger Lars Hytting.
I 2023 stod Frankrig for 2,2 mia. kr. af Demants omsætning, hvilket svarer til 10 pct. af den samlede omsætning for virksomheden, som lød på 22,4 mia. kr., ifølge høreapparatselskabets seneste årsrapport.
»Hvis der er noget om det, så vil det smitte mere af på Demant,« lyder aktiechefens vurdering.
GN Store Nord har en langt mindre andel i det franske marked, lyder det fra Lars Hytting, som mener, at det danske selskab vil slippe »nådigt«.
GN Store Nord er næsten faldet med 2,5 pct. siden fredag, mens Demant er faldet med knap 1 pct.
Amplifon-aktien er det seneste år steget med lidt over 3 pct.
Læs mere: Nyt studie: Amerikansk middel viser bedre resultater end Novos supersællert
Læs mere: Storbank om vigtig begivenhed i dag: Det kan styrke aktierne
