| Opdateret

Jefferies fremhæver to danske aktier som interessante i 2020


Foto: Nik Frey
Vis mere

Demant og Carlsberg er to af de europæiske aktier, som vil klare sig godt i 2020.

Sådan lyder vurderingen fra Jefferies i en analyse, hvor finanshuset fremhæver 20 forskellige europæiske aktier, som det forventer vil gøre sig bemærkede på den ene eller anden måde i 2020.

Jefferies har en købsanbefaling for 15 af selskaberne på listen, mens finanshuset for de resterende fem har anbefalingen "underperform".

De to danske selskaber har begge fået en købsanbefaling af finanshuset.

Læs også: 'Hemmelige' aktier afsløret: Kasi-familien har stadig Pandora-aktier

Jefferies har fastsat et kursmål på 1150 kr. for Carlsberg, der fredag sluttede i 962,40 kr.

- Vi er købere af Carlsberg, fordi markedet undervurderer både top- og bundlinjemomentum, skriver Jefferies i analysen.

Finanhuset vurderer, at markedet fortsat overvurderer vigtigheden af Rusland, mens de undervurderer Kinas rolle for bryggerikoncernen.

For Demant har Jefferies fastsat et kursmål på 230 kr.

Dermed er der plads til en fremgang på 9 pct. fra fredagens lukkekurs på 211 kr.

- Vi er købere af Demant, da selskabet er godt positioneret til at levere vækst i 2020, skriver Jefferies.

Finanshusets analytiker fremhæver blandt andet, at markedets bekymringer for det cyberangreb, der ramte Demant i september, er overdrevne, og Jefferies' estimater for indtjeningen per aktie i 2020-2021 er omkring 6-7 pct. højere end konsensus.

Læs også: Aktiestrateg: 5 aktier der kan flyve i vejret

/ritzau/FINANS