Aktien i den danske bankkæmpe Jyske Bank brager op onsdag, efter selskabet har skruet op for sine forventninger til året - og aktien er fortsat en vinder.

Sådan lyder det fra Jens Løgstrup, der sidder på en stor position aktier i storbanken. Faktisk er det den erfarne investors største position, og han ejer omkring 0,5 pct. af hele banken.

»Der er mange millioner på højkant, så hver en krone ekstra, er positivt,« lyder det fra Jens Løgstrup, der er en smule overrasket over opjusteringen.

Jyske Bank venter nu, at resultatet pr. aktie for 2025 lander på cirka 85 kr. mod tidligere udmeldte mellem 77-84 kr. Dermed venter storbanken et resultat efter skat på omkring 5,4 mia. kr. mod tidligere 4,9-5,3 mia. kr.

Jens Løgstrup havde forventet, at tallet ville lande på 5,2 mia. kr., når året blev gjort op.

I forbindelse med opjusteringen har Jyske Bank fremlagt foreløbige regnskabstal, og her springer særligt to områder i øjnene på Jens Løgstrup.

Rente- og gebyrindtægter og Jyske Banks indtjening på kapitalforvaltning er ligeledes højere, end Jens Løgstrup havde turde håbe på i fjerde kvartal. Det giver et løft til året, mener investoren.

»Så når vi ser frem på 2026 er det her guld for aktien,« siger han.

Videre fra Jens Løgstrup lyder det, at en opjustering ikke i sig selv er det mest interessante - i stedet er det den underliggende drift.

»Forudsætningerne for at 2026 bliver et rigtig godt år er tilstede,« lyder det fra Jens Løgstrup.

Selvom Jyske Bank-aktien er steget markant det seneste år med mere end 76 pct., er det altså endnu ikke for sent at være med på aktien, mener Jens Løgstrup - der dog påpeger, at intet er sikkert på aktiemarkedet.

»Det er min største position overhovedet. Når den er det, er det fordi, det er den, jeg tror allermest på. Så forventede jeg, at kursen ville ligge vandret de næste år, ville jeg ikke ligge med aktien nu,« siger han.

Selvom Jens Løgstrup som udgangspunkt er glad for, at Jyske Bank har hævet forventningerne, har han ikke kun armene over hovedet.

Han er med egne ord »lidt irriteret« over, at banken få uger før årsrapporten bliver fremlagt, først nu opjusterer.

»Det er en tendens i branchen. Melder man for lave forventninger ud til at begynde med, så kan man komme med opjusteringer engang imellem - men efterhånden som alle ved, at de første udmeldinger er urealistiske lave, bliver det et spil, der ikke hænger sammen.«

Derfor laver Jens Løgstrup sine egne forventninger, når året starter.

»Og jeg har jo ramt nogenlunde. Men når jeg siger, jeg er glad, så er der blandet malurt i bægeret,« siger han.

Læs mere om Jyske Banks opjustering her.