Henter kommentarer

Jens Løgstrup om rederikæmpes nye tiltag: 'Det er guld og sand glæde at læse'


Der er især et punkt fra rederiselskabet DFDS regnskab, der springer den erfarne investor Jens Løgstrup i øjnene.

»Den allerstørste og markant vigtigste nyhed i det her regnskab, er deres omlægning af udbytte. De nedbringer faktisk udbyttet, så det går fra 5 kr. til 3 kr., men til gengæld starter de et aktietilbagekøb,« fortæller den succesfulde aktieveteran og fremhæver:

»De aktietilbagekøb er, fordi aktiekursen er så lav, guld og sand glæde at læse om. Det er det eneste rigtige, som de gør her.«

DFDS er en af de største positioner, som aktieveteranen har i sin portefølje, og i forlængelse af årsregnskabet kunne rederigiganten i en selskabsmeddelelse fredag endelig sætte tal på aktietilbagekøbsprogrammet, som landede på 431 mio. kr. 

Den garvede veteran mener, at det er godt for selskabet at få de aktionærer, som ikke tror på det gamle rederi, til at aflevere sine aktier gennem aktietilbagekøbet.

»Det er det bedste, der kan ske, hvis man kan få købt de aktionærer ud, som ikke har tiltro til rederiets muligheder. For det her er en fantastisk forretning og en sund butik, som prissættes for lavt.«

I årets regnskab kunne DFDS præsentere et regnskab, som var meget lig regnskabet for 2022. Her var driftsresultatet målt på EBITDA eksempelvis ikke steget mere end 0,1 mia. kr. fra sidste års driftsindtjening på 4,9 mia. kr. 

Det er ikke nødvendigvis negativ læsning, hvis man spørger Jens Løgstrup:

»Det, som jeg er glad for ved DFDS, er, at i de her tider som stresser DSV og mange andre, der kommer DFDS ud med et solidt resultat uanset tiderne.«

Aktieveteranen ser prognoserne for virksomheden som gode, men man skal ikke komme for hurtigt op af stolen. For det store spørgsmål er, om fragten vil stige i den kommende tid.

Jens Løgstrup er dog fortrøstningsfuld:

»På et eller andet tidspunkt vil fragtmængderne stige, det har de altid gjort, så det her tilbagefald, som vi har nu, det skyldes jo, at man har ønsket at bremse op,« fortæller den erfarne investor.

Her hentyder den garvede investor til hævelsen af renter, og det generelle forsøg på at bremse varehandlen lidt op.

»Man skal jo ikke glemme, at det er den høje inflation, som er årsagen til at man hævede renten, og bragte varehandlen lidt ned. Så det der sker nu, det er midlertidigt, og jeg venter inden for et halvt til halvandet år, så har vi stille og rolig fremgang i mængderne.«

Jens Løgstrup anbefaler at købe aktien, og det er der en ganske god grund til:

»Jeg tror, hvis ledelsen holder fast i de her aktietilbagekøb, og over tid øger det, så vil det her være starten på, at vi får en lang periode med en god udvikling. Det kan godt være, at vi falder lidt først, men den her omlægning vil være starten på, at tiderne vil vende for aktiekursen.«