Den gamle Joe Biden er tilbage.
Både politiske venner og fjender er enige om, at USAs aldrende præsident leverede en stærk tale ved åbningen af Nato-topmødet i Washington natten til onsdag dansk tid.
Selvom den 81-årige præsident var dybt afhængig af teksten på teleprompterne, lykkedes det ham at holde en slagkraftig opsang i anledningen af alliancens 75 års jubilæum.
Det skriver så forskellige amerikanske medier som blandt andre The New York Times og Fox News.
»Præsident Biden holdt en stærk åbningstale, da han bød udenlandske ledere velkommen til Natos 75 års jubilæumstopmøde i Washington, D.C. tirsdag aften,« lyder det hos det ellers så Trump-venlige Fox News.
Alt var på spil for Joe Biden, da han gik på talerstolen efter nogle uger, hvor alt, hvad han har rørt ved, nærmest er gået galt.
Tv-debatten mod Donald Trump for nogle uger siden var en katastrofe for demokraterne: Biden var usammenhængende, snøvlende og fremstod i det hele taget svækket af alder.
Et efterfølgende interview med tv-stationen ABC News overbeviste ikke de amerikanske vælgere om, at han er i både mental og fysisk topform til at tage endnu fire år i Det Hvide Hus.
Flere og flere demokrater taler nu åbent om, at Joe Biden bør trække sig.
Så da præsidenten åbnede Nato-topmødet i Mellon Auditorium i Washington, D.C., var alles øjne rette mod Biden.
Den mindste fejl eller bommert kunne blive fatal for ham.
Men hvis den 13 minutter lange tale ved topmødet var en eksamen, må Biden siges at være bestået.
Om ikke 'med kryds og slange', så dog nok alligevel næsten til et 12-tal.
For USAs præsident klarede sig godt, da han stod på talerstolen og bød velkommen til et historisk vigtigt møde.
Rigtig godt endda.
Et samlet korps af kommentatorer er enige om, at USAs præsident gjorde en god figur, da han talte om vigtigheden af »fælles styrke,« og Nato som bolværk mod autoritære stater som Rusland.
»Biden leverede en af sine stærkeste offentlige optrædener på det seneste, da han tirsdag bød verdensledere velkommen til Nato-topmødet i Washington, skriver CNNs Stephen Collinson i en analyse, men fortsætter:
»Selvom effekten af aldring var tydelig i hans diktion og bevægelser.«
Demokraterne kan dermed ånde lettede op. Indtil videre.
Men – som Berlingskes USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen bemærker – spørgsmålet er, om talen får nogen som helst betydning.
For det første kunne Biden støtte sig til teleprompterne, som han tydeligvis var meget afhængig af.
For det andet er det de færreste vælgere i de afgørende svingstater, som følger med i, hvad der sker i Nato.
Spekulationerne om Joe Bidens egnethed fortsætter, og presset mod ham vokser.
Torsdag står han overfor endnu en alvorlig test, når han alene møder pressen som afslutning på Nato-topmødet.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.
