Jyske Bank melder fredag, at banken har accepteret et bødeforlæg på 24 mio. kr. for brud på hvidvaskloven. 

Det fremgår af en meddelelse fredag morgen. 

Hændelserne som bøden skulle referere til skulle være foregået i perioden marts 2010 til september 2021 og Jyske Bank skulle ikke have levet op til kravene i hvidvaskloven i forbindelse med kundekendskabsprocedurer og undersøgelsespligt på 35 kunder med boliglån i Sydeuropa. 

Jyske Bank skriver i sin meddelelse, at der er tale om en mindre afviklingsportefølje i bankens såkaldte 'Keyplan Mortgage'-afdeling, og at lånene er etableret før 2012. 

Banken skriver videre, at de pågældende kunder udelukkende har et boliglån og betaler afdrag på det, og at de ikke har adgang til betalingskonti eller andre produkter i banken.

»Vi rettede straks op på de specifikke mangler i håndteringen af boliglånene, da de blev kendt. Generelt har vi et stærkt og omfattende fokus i koncernen på bekæmpelse af finansiel kriminalitet og hvidvask,« udtaler bankdirektør Peter Schleidt og fortsætter:

»Gennem hele forløbet har vi samarbejdet med National enhed for Særlig Kriminalitet, og vi er tilfredse med, at sagen nu er afsluttet.«