Ligesom resten af aktierne i C25-indekset bliver Novo Nordisk sendt ned her til morgen. Aktien falder med omkring 2 pct.

Det er på trods, at Jyske Bank i en ny analyse vurderer, at Trumps varslede told på europæiske varer ikke vil få forretningsmæssig betydning for Novo Nordisk.

Det skyldes, at Novo Nordisk allerede har indgået en aftale med Trump (MFN), som fritager medicinalselskabet fra told de næste tre år.

Derudover har Novo en stor mængde af lokal produktion i USA og en stærk position på det amerikanske marked.

»Dramaet om Grønland og told kan dog få nogle investorer til at udnytte den stærke kursperformance i 2026 til at tage lidt profit hjem eller få udenlandske investorer til at se bort fra danske aktier som følge af dramaet omkring Grønland,« fremgår det af analysen.

Novo Nordisk-aktien er nede med over 31 pct., når man ser tilbage på de seneste 12 måneder.