Særlig én ting skal investorerne ikke håbe på fredag eftermiddag.
Det påpeger man hos Jyske Bank i en kommentar fredag morgen. Der er tale om en af dagens helt store begivenheder: Offentliggørelsen af det amerikanske 'kongetal', der kan sende dine aktier ned eller op.
Tallet, der beskriver udviklingen i den amerikanske jobskabelse, følges nøje af investorer og analytikere, fordi det kan give et fingerpeg om, hvor meget den amerikanske centralbank skal hæve renterne.
Læs også: Grøn dansk aktie er steget 29 pct. på en uge
»Det værste udfald for aktiemarkedet vil sandsynligvis være en betydelig skuffelse i jobvæksten og overraskende høje lønstigninger. Det kan tyde på en recession, hvor Feds mulighed for sænke renten er begrænset pga. frygten for vedvarende høj inflation,« lyder det fra Jyske Bank, der fortsætter:
»Omvendt viser de seneste reaktioner, at en meget stærk jobvækst også kan ryste markederne. Det bedste udfald er givetvis lidt svagere jobvækst og aftagende lønstigninger, der samlet peger i retning af fortsat fremgang i indtjeningen i virksomhederne og en Fed, der kan sænke renten, hvis der opstår problemer.«
Læs også: Jyske Bank om kendt dansk aktie: Den er fundamentalt undervurderet
Spørgsmålet om, hvorvidt vi står over for en recession er vigtigt, fordi det toneangivende S&P 500-aktieindekset normalt falder omkring 25 pct. i forbindelse med recessioner, bemærker man hos Jyske Bank.
Investorerne kan ifølge banken »godt glemme alt om markante rentenedsættelser« fra den amerikanske centralbank - Federal Reserve - hvis recessionen udebliver.
Jobtallet ventes offentligjort kl. 14.30.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner