Henter kommentarer

Jyske Bank om regnskab fra dansk bryggeri: 'Risiko for skuffelse'


Usikkerhed og risiko for endnu en skuffelse bør få investorerne til at tænke sig om, før de smide penge i Royal Unibrew.

Det er meldingen fra Jyske Bank. De ser en risiko for, at bryggeriselskabet gentager skuffelsen fra første kvartal.

»Skuffelsen i første kvartal skabte usikkerhed hos investorerne i Royal Unibrew, hvor særligt lagerudfordringerne i Italien tog fokus. Vi ser en lille risiko for, at anden kvartal igen skuffer. Men aktien har sat sig ca. 10 pct. siden 1. kvartalsregnskabet, hvilket gavner risk/reward, men risikoen for skuffelse ved anden kvartal samt usikkerhed om Italien og forbrugerne gør, at vi fortsat ikke er købere af aktien,« skriver Jyske Bank.

Læs også: Japans økonomiske vækst overrasker markant positivt

Bankens analytiker Henrik Hallengreen Laustsen har en holdanbefaling på aktien, hvilket betyder, at investorerne ifølge ham bør holde igen og afvente udviklingen.

Det danske bryggeriselskab kommer med nyt kvartalsregnskab 22. august. 

Her kommer det igen til at være afdelingen i Italien som får opmærksomheden ifølge Jyske Bank.

»Fokus bliver på lagerudfordringerne i Italien, som forventes at påvirke både væksten og indtjeningen negativt i kvartalet. Vi forventer dog, at Unibrew rapporterer om en gradvis bedring i løbet af kvartalet – det store spørgsmål er, om problemerne var 100 pct. løst ved udgangen af juni,« skriver Jyske Bank.

Læs også: Studiestart står for døren: 6 råd til jagten på en lejebolig

Der kommer også til at være fokus på stemningen blandt forbrugerne, og det er der en bestemt årsag til.

»Det store spørgsmål er, om de gennemførte prisstigninger og generel makroøkonomisk usikkerhed begynder at påvirke forbrugernes adfærd? Unibrew har indtil nu fastholdt, at de underliggende tendenser ikke har ændret sig, og at on-trade holder niveau,« skriver Jyske Bank.

Der hersker en lidt blandet stemning blandt analytikerne, når det kommer til Royal Unibrew-aktien.

17 analytikere dækker aktien ifølge Bloomberg. Syv af dem har en købsanbefaling, og der er ligeledes syv, som har en holdanbefaling. De resterende tre anbefaler at sælge aktien.

Analytikernes gennesnitlige kurspotentiale for Royal Unibrew ligger på 12,7 pct.

Læs også: Er Novo Nordisk-aktien blevet for dyr? Se formueforvalterens bud

Læs også: 3 mulige aktieguldfugle: Milliardinvestor ser kurspotentiale på op mod 60 pct. i en af dem