Henter kommentarer

Jyske Bank om stor dansk aktie: Den er attraktiv


Investorerne har købt massivt op i en af de helt store danske aktier, men prisen er stadig attraktiv, selv om den er steget, lyder det nu.

Det vurderer Jyske Bank, der har haft høreapparatselskabet GN Store Nord under luppen.

»Vi ser [...]prissætningen som attraktiv,« lyder det fra Jyske Bank om det danske selskab, der både sælger høreapparater og headsets.

Banken har en købsanbefaling på aktien, som de står kan stige til op til kurs 200 kr. Banken ser med andre ord et kurspotentiale på op mod 24 pct.

Det skyldes blandt andet, at det gældsplagede selskab har en ny finansieringsplan i hus, hvilket mindsker risikoen ved at købe op i aktien væsentligt.

GN-aktien har været kastet på børsbålet, efter selskabet købte gamingselskabet Steelseries for otte milliarder kroner. Købet er blevet kritiseret for at have været for dyrt og for at være sket på det helt forkerte tidspunkt, ifølge analytikere.

Læs også: Børshus: Køb disse 10 aktier i december til næste års optur

Men der er sket noget spændende, der har fået investorerne til at sende GN-aktien op med 30 pct. siden regnskabet 10 november, påpeger Jyske Bank.

Salget af høreapparater og headset ser eksempelvis ud til at ændre sig til GN Store Nords fordel.

»Meget tyder således på, at investorerne langsomt er ved at genvinde tiltroen til, at væksten vil vende tilbage til svagt positivt territorium i 2024,« påpeger banken.

Læs også: Aktiechef hos milliardforvalter fremhæver tre aktier til 2024: 'Den er vanvittig billig på det her niveau'

Udviklingen får Jyske Bank til at tro på, at det værste er ved at være overstået for det danske høreapparatselskab, der har kæmpet med salget.

Det er heller ikke ubetydeligt, at markedet for høreapparater er kendetegnet ved at stabilt selv i økonomisk nedgang, bemærker man hos Jyske Bank.

»Væksten forventes at holde sig på et fornuftigt niveau i 2023, understøttet af en positiv demografisk udvikling og et ophobet behov for høreapparater,« skriver banken.

Læs også: En række af Wall Streets klogeste hoveder har talt: Her skal aktiemarkedet hen i 2024

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for markedet for headsets er stadig udfordret, fordi selskaberne i stigende grad holder igen på deres IT-budgetter. Konsekvensen har været, at væksten i GN Store Nords forretnings 'Audio' bliver negativ i 2023. Jyske Bank er dog overbevist om de langsigtede vækstudsigter og forventer, at væksten for GN Store Nords marked er tilbage på fuld styrke i 2024.

Ser man på, hvad de professionelle analytikere mener om GN-aktien, så er der overvejende positiv stemning.

Der er ifølge Bloomberg 24 analytikere, der har dækning af aktien. Af dem har 17 en købsanbefaling, mens 6 analytikere har en hold-anbefaling. Kun én af analytikere har en sælg-anbefaling.

Ser man på analytikernes kursmål, altså hvad analytikerne i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så ser de et kurspotentiale på 20 pct.

De vurderer, at GN-aktien kan bevæge sig imod 194 kr, fra den nuværende kurs på 161 kr.