Vestas indledte 2026 med en markant kursstigning og fortsætter sin succes fra sidste år, hvor aktien steg svimlende 77 pct.
Den danske vindmølleproducent annoncerede op til jul og nytår en række nye ordrer, der har skabt optimisme om fremtidig indtjening, bemærker Jyske Bank i en kommentar.
Det skyldes ikke mindst, at Vestas alene på årets sidste dag landede ordrer på 1045 megawatt. Det bragte den samlede ordreindgang i fjerde kvartal op på 5476 megawatt.
Analytikere hos Jyske Bank vurderer, at udsigterne er positive for Vestas:
»Vestas er på rette vej i forhold til at genetablere indtjeningsevnen, hvor vi forventer en gradvis bedring i profitabiliteten hen over de næste par år i takt med, at kvaliteten af ordrebogen forbedres, omkostningerne til indkøring af produktionen på den nye havvindmølle falder bort og serviceforretningen vender tilbage til mere normale indtjeningsniveauer.«
»Den langsigtede væksthistorie er således intakt, understøttet af en række ambitiøse målsætninger fra verdens førende lande, der forventes at sætte skub i udbygningen af vindkraft både på land og til havs,« understreger banken.
Vestas-aktien steg 3 pct. på årets første handelsdag.
Du kan læse endnu mere om fremtidens grønne teknologier i Christina Boutrups bog ‘Den grønne supermagt’.
Her beskriver Boutrup, hvordan Kina har investeret massivt i grøn teknologi og samtidig opnået kontrol over de globale forsyningskæder inden for solenergi, vindkraft, batterier og elbiler – ikke mindst gennem en strategisk dominans af de sjældne jordarter.
Ifølge bogen har kinesiske virksomheder en stærk konkurrencefordel takket være lave produktionsomkostninger, statsstøtte og en høj grad af innovation.
De er allerede langt fremme i udviklingen af teknologier som flyvende biler og menneskelignende robotter.
Christina Boutrup advarer om, at udviklingen udgør en alvorlig udfordring for Europa, som både er kommet sent i gang med investeringer i grøn teknologi og samtidig bliver stadig mere afhængigt af Kina for adgang til vigtige råstoffer og teknologiske løsninger.
