Jyske Bank forventer nu at tjene flere penge i 2026 end tidligere antaget.

Banken fra Søhøjlandet venter nu et resultat efter skat på mellem 4,7-5,2 mia. kr. i 2026. Tidligere ventede man et resultat på mellem 4,3-5,1 mia. kr.

- Opjusteringen er udtryk for en bredt funderet fremgang drevet af god kundeaktivitet og fortsat solid kreditkvalitet med et resultat efter skat på 3.680 mio. kr. i 1.-3. kvt. 2026, skriver Jyske Bank i en meddelse.

Jyske Bank-aktien tager et pænt hop op, efter offentliggørelsen. Aktien gik fra en stigning på 1,5 pct. til nu at være oppe med knap 3 pct. mandag.

I forbindelse med opjusteringen offentliggør Jyske Bank også, hvordan det er gået i årets tredje kvartal. Her lander storbanken et overskud på bundlinjen på 1.278 mio. kr. mod 1.455 mio. kr. i samme periode 2025.

Faldet skyldes primært lavere kursreguleringer. I 3. kvartal 2026 fik Jyske Bank udbytte og kursreguleringer for 177 mio. kr. mod 512 mio. kr. i samme periode i 2025.

Jyske Bank forventer at offentliggøre sit fulde regnskab for tredje kvartal d. 28 oktober.

Millionærklubben

Herhjemme er mange på efterårsferie, men i det store udland skydes regnskabssæsonen endelig i gang med tal bl.a. fra verdens største investeringsbanker. Millionærklubben tjekker ind og debatterer, om vi kan bruge tallene til noget som danske investorer sammen med investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet. Med fra Saxo Bank er også råvarestrateg Ole Hansen om olieprisudviklingen og de mere eller mindre usikre aftaler, som USAs administration mener at have faciliteret. I studiet er aktiechef Michael Friis Jørgensen klar til at åbne en ny uge på aktiemarkedet. Vært: Bodil Johanne Gantzel.