Der er ikke gode udsigter for Novo-aktien den kommende tid.
Sådan lyder vurderingen fra Jyske Bank.
Sammen med Demant står Novo som de danske aktier, der har mindst potentiale de næste tre måneder, ifølge Jyske Banks analytikere.
Novo Nordisk har ellers haft en fremragende periode på aktiemarkedet, hvor kursen er steget med over 200 pct. siden starten af 2021.
Men det er netop den store kursstigning, der får Jyske Bank til at vurdere, at aktien kan gå en hårdere tid i møde.
»Et stærkt forretningsmomentum og gode studieresultater har betydet at aktien er kørt stærkt og høje forventninger er nu indbygget i kursen – øget risiko for skuffelse,« skriver Jyske Bank.
Banken påpeger, at der i den kommende tid ikke er udsigt til nyheder, som kan sende kursen på himmelflugt.
»Efter AHA-konference i midten af november bliver nyhedsflowet mere afdæmpet og samtidigt er der udsigt til øget konkurrence i Fedme, da Eli Lilly lancerer Mounjaro,« skriver Jyske Bank.
Det er dog ikke udelukket, at Novo-aktien kan fortsætte op, ifølge banken.
»Stærkt forretningsmomentum, solide vækstudsigter samt aktiens defensive profil kan sikre, at Novo-aktien fortsætter med at imponere, men vi vurderer fortsat, at høje forventninger er indregnet i aktien. Vi har tidligere fremhævet af høje forventninger var indpriset i Novo-aktien, men så længe Novo fortsætter med at overgå vores og egne forventninger, kan aktien drives op – men barren er sat meget højt,« skriver Jyske Bank.
Selvom banken mener, at Novo Nordisk-aktien ikke kommer til at fortsætte opturen den kommende tid, betyder det ikke, at analytikerne vurderer, at man skal sælge aktien.
Det fremgår af analysenotatet, at Jyske Bank anbefaler at holde aktien, hvilket betyder, at man lige skal holde fingeren fra handelsknappen og se tiden an, ifølge banken.
Læs også: Jyske Bank ændrer syn på C25-aktie
Læs også: Aktiedarling kastet ud i ny nedtur: 'Det giver bange anelser'

Novo Nordisk sænker forventningerne

ISS lever op til forventningene


Genialt: Det her kort skal du have

Nyt boliglån kan være på vej
















