Jyske Banks analytiker, Haider Anjum, kommer ikke til at ændre på sin anbefaling af Novonesis-aktien.

Det skriver han i en kommentar forud for, at enzym- og ingrediensproducenten i næste uge fremlægger regnskab for tredje kvartal.

Analytikeren fastholder altså sit kursmål på 515 kr. og en anbefaling om at købe aktien, forud for at regnskabstallene offentliggøres.

- Vi forventer, at Novonesis tager et skridt ned i væksttempo i Q3 (tredje kvartal, red.) med 6,3 pct. organisk vækst mod 8 pct. i første halvår, lyder det.

Han påpeger, at det kan umiddelbart se skuffende ud, men at han primært ser det tredje kvartal som et teknisk bump snarere end et knæk i væksthistorien.

- Det vigtigste bliver derfor ikke selve Q3-tallet, men om Novonesis kan bekræfte, at den underliggende efterspørgsel fortsat er intakt, skriver analytikeren.

Novonesis-aktien handles i skrivende stund til 469,1 kr., og er i dag oppe med 0,8 pct.