Det amerikanske »kongetal« lander langt over forventningerne i september.
Der blev nemlig skabt 336.000 amerikanske job i efterårets første måned.
På forhånd havde økonomer ventet, at der ville blive skabt 170.000 job udenfor landbruget i USA i løbet af september måned. Således lander tallet altså næsten dobbelt så højt som forventningerne.
Kongetallet udkommer den første fredag i hver måned og er nøje overvåget af investorer, fordi det kan være med til at sætte retningen på finansmarkederne.
B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor findes artiklen også på B.T.
De seneste måneder har kongetallet været overraskende stærkt, og den amerikanske økonomi har grundlæggende klaret sig langt bedre end ventet.
Det lyder i bund og grund positivt, men et stramt arbejdsmarked med lav arbejdsløshed kan presse lønningerne op og i sidste ende puste til inflationen, hvilket er en uheldig cocktail for økonomien og aktierne.
Derfor er vi nu kommet til et punkt, hvor man faktisk næsten skal håbe på et svagt kongetal. Med andre ord: »bad news is good news«, som aktiechef i Formuepleje, Otto Friedrichsen, tidligere fredag forklarede i denne artikel fra Euroinvestor:
»Kommer der et dårligt tal ud, så vil det i første omgang give en form for lettelsens suk. Det vil sætte markedsrenterne under pres, og samtidig vil aktierne komme til at stige,« sagde Otto Friedrichsen om kongetallets mulige effekt på aktiemarkederne.
Hvis det amerikanske jobtal omvendt overraskede til den positive side, er det altså en negativ nyhed for alverdens aktionærer, ifølge aktiechefen.
»Hvis der kommer et stærkt tal, så vil det understøtte stigende markedsrenter, og måske rykke ved markedets opfattelse, hvornår centralbankerne kommer til at sænke renterne, og det vil lægge pres på aktierne,« forklarede Otto Friedrichsen yderligere.
I august måned landede kongetallet på oprindeligt på 187.000, men det er med dagens melding opjusteret til 227.000.
Læs også: Aktiechef om kongetallet: Sådan kommer aktierne til at reagere
Læs også: Lau Svenssen om dansk medicinalselskab: 'Det er ikke selvstændigt om 5-10 år'