Henter kommentarer

Kæmpe milliardunderskud til Ørsted – største underskud siden børsnotering


Natten mellem tirsdag og onsdag er ugens mest spændende regnskab blevet udgivet i form af tredje kvartalsregnskab fra energigiganten Ørsted.

Driftsoverskuddet målt på EBITDA lå på 9.173 mio kr. i tredje kvartal. Her havde analytikerne forventet 7.230 mio. kr., ifølge data fra Bloomberg News. 

På bundlinjen havde Ørsted i tredje kvartal et underskud på 22,5 mia. kr. Det er langt værre end analytikerne havde ventet. De så nemlig et underskud på 11,1 mia. kr. 

Dermed er det Ørsteds største kvartalsunderkud siden de blev børsnoteret i 2016. 

Afkastet af investeret kapital (ROCE) lå på -13,7 pct. for perioden. I samme kvartal sidste lå den på 24,4 pct. 

I regnskabet skriver Ørsted, at de ændrer lidt på forventningerne til helåret 2023.

De forventer fortsat et driftsresultat målt på EBITDA på 20-23 mia. kr., når man ikke medregner hensættelsen på ca. 8-11 mia. kr. vedrørende Ocean Wind 1.

Dog nedjusterer de forventningerne til deres bruttoinvesteringer i 2023 til 40-44 fra tidligere 44-48 mia. kr., som følge af ændrede tidsplaner på tværs af Ørsteds projektportefølje og de ophørte investeringer i Ocean Wind 1, fremgår det af regnskabet. 

Læs også: Ørsted-topchef: Vi er utrolig skuffede

Den 30. august 2023 blev en skæbnesvanger dag for energigigantens aktie, da kæmpen meddelte en række milliardnedskrivninger på flere projekter i USA. Det var ikke noget investorerne var glade for, og de sendte aktien ned med knap 25 pct. samme dag.

I regnskabet kan man læse, at der nu er flere nedskrivninger på vej. Det kan du læse mere om her

Som konsekvens heraf igangsætter Ørsted en spareplan, som du kan læse mere om her

Til regnskabet udtaler administrerende direktør Mads Nipper:

»Vi er tilfredse med, hvordan vores driftsaktiver har præsteret i de første ni måneder af 2023, hvilket har drevet en tilfredsstillende udvikling i vores indtjening. Vores driftsresultat (EBITDA) eksklusive nye partnerskabsaftaler steg med 1 mia. kr. sammenlignet med samme periode sidste år, og indtjeningen fra vores havvindmølleparker er mere end fordoblet i forhold til sidste år.«

50,1 pct. af aktierne i Ørsted er ejet af den danske stat. Selskabet har tidligere været kendt under navnet Dong Energy.

Siden årets start er aktien i Ørsted faldet med over 46 pct. 

Læs også: Kæmpe milliardunderskud til Ørsted – største underskud siden børsnotering

Læs også: Ørsted tager konsekvensen -  på vej med spareplan