Markedsdeltagerne er på ingen måder færdige med at fordøje ugens rentestigninger fra centralbankerne og den hårde retorik fra både Den Europæiske Centralbank og Federal Reserve i USA.
Flere store danske aktier står til markante fald fredag eftermiddag. Blandt de mest markante tabere finder vi GN Store Nord, Ørsted og Bavarian Nordic.
Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet ser flere forklaringer særligt på Ørsteds nedtur.
Læs også: Til den nye investor: Sådan kan du komme i gang ved at investere 500 kroner
»En forklaring kan være operation ”portefølje rengøring”, hvor nogle af de selskaber som har skuffet og er faldet bliver solgt ud,« skriver han i en kommentar til Euroinvestor.
»En anden kunne være at de grønne aktier ikke kører på grøn bølge, men at investorerne ser rødt i dag. Vestas og Ørsted falder som en tandem.«
Læs også: Jyske Bank om billig, defensiv kvalitetsaktie: Køb den
»For Ørsteds vedkommende har de seneste par år været en stor nedtur efter en meget stor optur. Aktien er nu tilbage til niveauet før Covid-19 fik mange investorer til at investere i den grønne omstilling i løbet af 2020. Aktien er mere end halveret fra toppen og det ser ud til at investorerne mangler den kurstrigger, som for alvor kan gøre den gode forskel.«
Per Hansen bemærker også, at Mads Nippers timing som ny topchef ikke var den allerbedste.
»Han kan givetvis ikke lastes for den store nedtur, men den er sket på hans vagt og et meget stort kursfald pynter uanset ikke på ens CV,« lyder skudsmålet fra Nordnet.
Læs også: Frygter bombe under investeringer
Læs også: Se listen: Så stor en formue har andre på din alder
