Endnu en ordre fra den anden side af Atlanten har nået Bavarian Nordic, og ordren har en sådan størrelse, at vaccineselskabet opjusterer forventingerne til hele året.
Det er det amerikanske medicinalberedskab, Barda, der har købt yderligere 500.000 doser af Bavarian Nordics abekoppevaccine.
Dermed nærmer Bardas samlede beholdning af vaccinen sig 2 mio. doser.
»Vi er glade for at kunne støtte Barda i deres fortsatte bestræbelser på at opbygge og forstærke USA’s nationale beredskab mod kopper og abekopper,« siger adm. direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin.
Det danske vaccineselskab, Bavarian Nordic, forventer nu at ramme en omsætning for året på mellem 1.800 og 2.000 mio. kr. Tidligere var forventingen mellem 1.400 og 1.600 mio. kr.
Den nye ordre sender Bavarians aktie opad på børsen med cirka 4,5 pct. Det ændrer dog ikke på, at aktien har iklædt sig rødt tøj på børsen fredag, hvor den er nede med 2,8 pct.
Læs også: Analytiker: Bavarians vej til en RSV-partner bliver lettere
Læs også: Den danske stat holder hånden under SAS

