Hun skal måske kæmpe mod Donald Trump om at blive USAs nye præsident – og én ting kan afgøre slaget.
Det vurderer en dansk ekspert om USAs vicepræsident, Kamala Harris, som 'meget tyder på' vil erstatte Joe Biden som Demokraternes præsidentkandidat frem mod valget i november.
»Det er ikke sådan, at hun går ind, og så lægger landet sig fladt ned og vælger hende,« siger professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved SDU, Jørn Brøndal.
»Men hun har en chance.«
Læs også: Børsveteran: Sådan slår du 90 pct. af de professionelle
En farvet kvinde
Harris adskiller sig fra mange tidligere amerikanske præsidentkandidater, idet hun både er kvinde og farvet.
Hendes mor har indiske rødder, mens hendes far har jamaicanske. Det kan muligvis hjælpe hende med at vinde gunsten hos visse vælgere, vurderer Brøndal.
»Den afrojamaicanske del af det kan måske være en fordel, for lige nu bløder demokraterne især unge, sorte mænd til republikanerne, og hvis hun kan lokke dem tilbage, kan det blive afgørende,« siger han.
Læs også: 'Afgørende uge for aktiemarkedet': Dette holder strategen øje med
Jørn Brøndal bemærker her, at det amerikanske præsidentvalg i 2024 ser ud til at blive meget tæt, og at få vælgere derfor kan blive afgørende.
»Vi har at gøre med at valg, der kan blive lige så tæt som i 2016 og 2020, og dengang var det i begge tilfælde under 100.000 vælgere i svingstaterne, der afgjorde præsidentvalget.«
Til venstre på immigration
Det er dog ikke sikkert, at Harris' etniske ophav vil gavne hende, understreger Jørn Brøndahl.
Samtidig vurdere han, at Demokraten har en række ting imod sig:
»Hendes svagheder handler blandt andet om, at hun som vicepræsident ikke har udvist ret meget karisma,« siger Jørn Brøndal og bemærker, at hun under Biden ikke har haft de bedste forudsætninger for det.
»Så er der også det, at hun er fra staten Californien, som i dag anses for at være venstreorienteret,« siger Bjørndal.
»Og så er der også immigrationsspørgsmålet, hvor hun ikke har imponeret særlig meget, og hvor hun vel at mærke står til venstre for Biden, og det vil republikanerne helt sikkert angribe hende for,« vurderer han.
Det er endnu ikke afgjort, om Harris rent faktisk bliver Demokraternes kandidat. Læs her om, hvornår en afklaring måske kan komme.
Euroinvestor og B.T. samarbejder - Artiklen er oprindeligt udgivet af B.T.
