Kan nyt navn få betydning for Novo-aktien? Her er eksperternes bud


Det danske medicinalselskab Novo Nordisk ændrer sit navn til Novo, mens logoet af en apistyr bliver spejlvendt.
Det melder C25-selskabet mandag i en fondsbørsmeddelelse.
Navne- og logoændringen kommer næppe til at have den store indvirkning på kursen på Novo-aktien, lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos AL Sydbank, til Marketwire, ifølge Finans.
»Aktiemarkedet er bedøvende ligeglad med, om tyren peger til højre eller venstre eller op eller ned,« siger han til mediet.
Tager man et kig i historiebøgerne, så har et navneskifte sjældent været nok til at ændre investorernes syn på en virksomhed, viser en lille undersøgelse lavet af Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg hos Danske Bank.
En gennemgang af syv navneskift blandt S&P 500-selskaber siden 2021 viser, at fem af syv underperformede markedet i året efter navneændringen.
Det gælder blandt andet Meta Platforms (Facebook), Block (Square) og Warner Bros. Discovery, som alle klarede sig markant dårligere end S&P 500 i året efter navneændringen.
»Historien viser, at branding sjældent flytter aktiekursen alene. Det gør derimod tillid til vækst, innovation og indtjening. Derfor bliver det de kommende regnskaber, og ikke logoet, der afgør, om Novo får investorerne tilbage på holdet,« lyder det fra strategen.
Novo-aktien er nede med over 20 pct. det seneste år, mens aktien er nede med knap 12 pct. på fem års sigt.