Aktien i den danske transport- og logistikvirksomhed DSV bør få medvind i dag, når fondsbørsen kl. 9 slår dørene op for dagens handel.
Sådan lyder det fra Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning i et nyhedsbrev torsdag morgen, efter DSV netop har fremlagt regnskab for årets andet kvartal.
»Igen, igen, igen en stærk omgang. Det er altså kvalitet fra bedste skuffe det her, man må bare bøje sig i støvet. Det bør give medvind til aktien i dag,« skriver han blandt andet.
DSV's omsætning steg i kvartalet til 37.831 mio. kr. fra 28.782 mio. kr. i andet kvartal 2020.
Derudover opjusterer selskabet sine forventninger til året til driftsresultatet før særlige poster til 12.500-13.000 mio. kr. Tidligere lød prognosen for 2021 på driftsresultatet før særlige poster på 11.750-12.500 mio. kr. efter en opjustering 11. juni. Analytikernes estimat lyder på 12.821 mio. kr.
Til sidst sender DSV også flere penge tilbage til aktionærerne, da transport- og logistikselskabet starter et aktietilbagekøbsprogram på op til 4 mia. kr., som vil blive annonceret i en separat meddelelse i løbet af dagen.
Få hele overblikket over regnskabet her.
Hos den populære investeringsplatform Nordnet, er DSV-aktien den 7. mest holdte aktie blandt de danske investorer. Se hele listen over danskernes aktiefavoritter her.
Læs også: Ung investor: Sådan har jeg lavet et afkast på mere end 100 procent på 30 dage
Læs også: Her er tøjet, chefen hader du har på