Når året går på hæld sender alverdens storbanker og finanshuse analyser ud om, hvordan de forventer det kommende år vil se ud.
Hos danske Saxo Bank følger man den tradition - omend på en lidt anderledes facon. Traditionen tro er man nemlig klar med sine 'vilde forudsigelser', der ikke er forventninger til, hvad der rent faktisk kommer til at ske, men derimod en måde at udfordre investorernes verdensanskuelse.
I år handler de vilde forudsigelser blandt andet om kvantecomputere, et gigantisk kendisbryllup og en kommende vild børsnotering af Elon Musks rum-virksomhed SpaceX.
»Øvelsen for vores vilde forudsigelser bliver sværere og sværere, fordi verdens tilstand i sig selv bliver vildere. Dette års udgave dækker bredt, fra vægttabsmedicin til kæledyr, til Taylor Swift, der modvirker digital afhængighed blandt den globale ungdom, og en amerikansk politisk begivenhed helt uden uroligheder,« udtaler John Hardy, der er chef for makrostrategi hos Saxo Bank.
Her er Saxo Banks vilde forudsigelser for 2026:
1. Kvantespringet Q-Day kommer uventet tidligt og medfører kollaps i kryptovaluta og destabilisering af verdensøkonomien.
Forestil dig, at Q-Day indtræffer i 2026: kvantemaskiner bryder digitale sikkerheder let, kryptovaluta kollapser, banker og regeringer arbejder hurtigt på nye sikkerhedssystemer, og prisen på guld skyder i vejret.
Det vil skabe volatilitet i kvantecomputer-aktier, IBM, cybersikkerhedsaktier, bitcoin og andre digitale aktiver, guld, banker osv.
2. Brylluppet mellem Taylor Swift og Kelce giver boost til global vækst
I 2026 opdager markederne, at pludselige kulturskift kan påvirke de makroøkonomiske forhold. Et enkelt bryllup – mellem popstjernen Taylor Swift og den amerikanske football-spiller Travis Kelce – får en hel generation til at stoppe med doomscrolling og interessere sig for haver, ægteskaber og barnevogne. Der opstår et boom i fertilitet og husstandsdannelse. Økonomer opfinder et nyt udtryk: "the Swiftie Put".
Saxo Bank forventer, at det vil være negativt for aktier i sociale medier, positiv for alt inden for husbyggeri/DIY/indretning, luksus, bryllupslokationer, destinationer/rejser.
3. På trods af bekymringer forløber de amerikanske midtvejsvalg i 2026 uden problemer.
Politikken tager en drejning efter de skarpe konflikter ved midtvejsvalget i USA, hvor den tavse majoritet af uafhængige vælgere kræver reformer og stærkere demokratiske institutioner. Trump fortsætter sin vante stil, men Amerika begynder at se fremad.
Hvis dette scenarie udspiller sig forventer Saxo Bank en stigning i amerikanske statsobligationer (lavere renter), fald i aktier inden for sociale medier, kryptovaluta, guld og sølv.
4. GLP-1 fedmemedicin til alle, selv til kæledyr.
Inden for medicin revolutionerer GLP-1 fedmemedicin i pilleform både menneskers og kæledyrs sundhed. Taljemål bliver mindre, levetiden forlænges, og alle fødevarevirksomheder arbejder hurtigt på at genopfinde sig selv og forberede sig på en lettere verden.
Dette vil kunne gavne 'fast fashion'-sektoren, da flere har behov for at udskifte hele garderoben. Taberne er fødevareproducenter, restauranter og producenter af dyrefoder. Aktier inden for sundhedsvæsen og veterinærmedicin stiger, efterhånden som GLP-1-medicin bliver mere udbredt.
5. Børsnoteringen af SpaceX gør, at rumøkonomien går fra ide til investering.
2026 kan blive året, hvor rummet opdager kapitalmarkederne og ser en ny mulighed, vurderer Saxo Bank.
Elon Musks SpaceX bliver børsnoteret med en værdi på 1.000 mia. dollars, og "rumøkonomi" bliver til konkret virkelighed. Projekter inden for orbital produktion og månebaser udvikler sig fra science fiction til seriøse investeringsmuligheder.
Det kan få raketselskaber, der allerede er børsnoterede som Teledyne og Microchip Technology »med på bølgen«, vurderer Saxo Bank.
6. En Fortune 500 virksomhed indstiller en AI-model som CEO, og udfordrer den traditionelle ledelsesstruktur.
Tilbage på Jorden bliver en AI-model adm. direktør for en Fortune 500-virksomhed, hvilket skaber nye muligheder og får bestyrelser til at overveje et partnerskab mellem menneske og teknologi i ledelsen.
Det vil få virksomheder inden for AI-infrastruktur, cloud, og governance-teknologi til at opleve fortsat vækst, mens forsikringsselskaber og revisorer tilpasser sig for at kunne dække algoritmestyret ledelse.
7. Dollardominans udfordres af Beijings gyldne yuan, da en ny geopolitisk rivalisering ændrer den globale finansielle balance.
Geopolitik, som har været i fokus i de seneste år, udfordrer den monetære orden, da Beijing introducerer en offshore yuan, der er koblet til guld, for at omstrukturere sin handel. Dollaren forbliver vigtig, men dominerer ikke længere verdenshandlen alene.
Hvis det skulle ske kan guldprisen skyde op over 6.000 dollar, mens renterne på amerikanske statsobligationer vil stige på grund af udenlandsk salg. Den "gyldne yuan" etablerer sig som en betydelig global valuta, der reducerer dollarens monopol.
8. ”Dumb AI” udløser en uventet oprydning i kodebaser, som koster tusindvis af mia. dollar, da dårligt-kontrollede AI-systemer skaber kaos og baner vejen for nye erhverv til at håndtere situationen.
Selv om veltilpasset AI kan hjælpe med at drive en virksomhed, viser der sig, at der under de smarte ord en vigtig erkendelse: Ineffektiv AI og dårligt styrede automatiseringer begår mange fejl, hvilket resulterer i enorme omkostninger og skabelsen af et nyt erhverv, "AI-rengøringsfolk", der skal rydde op i den digitale verden.
Det vil særligt gavne virksomheder inden for cybersikkerhed, revision og rådgivning oplever stigende indtægter, mens værdiansættelsen af meget autonome AI-platforme bliver presset, vurderer Saxo Bank.
Investorerne vil også skifte fokus mod selskaber, der tilbyder modstandsdygtighed, kontrol og menneskeligt overblik.
Du kan læse om Saxo Banks vilde forudsigelser for 2025 her.

