Henter kommentarer

Kendt aktie i kollaps – fortsætter uhyggelig nedtur


 

ViaPlay-aktien fortsætter sin skræmmende nedtur.

Det påpeger Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, med henvisning til, at aktien i det kendte streamingselskab befinder sig på det laveste niveau nogensinde. 

B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor findes artiklen også på B.T.

Aktiekursen er kollapset med 85 procent i løbet af de seneste 12 måneder. Du kan se, hvordan det er gået aktiekursen ved at klikke på 'Viaplay'

Det er på trods af, at den norske mediegigant Schibsted i sidste uge sendte aktiekursen op med 25 procent, da det kom frem, at mediekonglomeratet havde erhvervet sig 10 procent af Viaplay-aktierne.

Læs også: Lau Svenssen om dansk aktie: 'Den er billig, og det er en vinder'

Derfor vækker den nuværende børsnedtur særlig opsigt. 

Udviklingen kan i Per Hansens optik forklares med, at tidligere store Viaplay-aktionærer har kapituleret og sælger ud, hvilket presser aktiekursen ned.

»Man kan ikke tolke udviklingen anderledes, end at det samlede ønske fra tidligere store investorer om at komme ud har været enormt. Det er påfølgende, at »nye« aktionærer, som tilsammen ejer mere end en fjerdedel af aktierne har kunnet købe dem til ekstremt decimerede priser,« forklarer Per Hansen i en kommentar og fortsætter:

Læs også: 5 mulige vinderaktier: Sådan vil aktiechefen investere 100.000 kroner lige nu

»Risikoen for en kapitaludvidelse, som er ekstremt værdidestruerende, er stor, størst og har formentlig været udslagsgivende for at tidligere investorer har kapituleret og ikke ønsker at sende flere penge efter de dårlige, hvis kapitaludvidelsen kommer.«

En kapitaludvidelse betyder, at et selskab går på pengejagt blandt nye eller nuværende investorer ved at udstede nye aktier. Konsekvensen er, at eksisterende investorer oplever, at selskabets værdier og fremtidige indtjening fordeles ud på flere aktier. Det betyder, at man som investor er nødt til at købe flere aktier i selskabet, hvis man gerne vil bevare samme ejerandel af selskabet.

Der er imidlertid mulighed for, at Viaplay-aktien kan blive sendt på himmelflugt, påpeger man hos Nordnet.

»Hvis den (kapitaludvidelse, red.) ikke kommer og Viaplay kan lave en aftale med banker og klare skærene, vil den naturlige konsekvens være, at aktien kan stige ganske meget på kort tid,« forklarer Per Hansen.

Investeringsøkonomen understreger, at det er der for ham at se dog ikke så meget, der tyder på.