Direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, forlader bestyrelslokalet i Rockwool Fonden, der er hovedaktionær i Rockwool. Det meddeler Lykke Friis selv på flere sociale medier.

Lykke Friis er en de mest benyttede eksperter, når medier udlægger teksten om tyske og europæiske forhold. Og på det seneste har Lykke Friis været en af de mest benyttede eksperter i forbindelse med dækningen af krigen i Ukraine.

»Jeg har besluttet mig for at udtræde i dag af Rockwool Fondens bestyrelse. Jeg har været glad for i otte år at være en del af en fond, der spiller en så afgørende rolle i samfundsdebatten. Men som direktør for en europæisk tænketank og kommentator, der næsten dagligt forholder sig til den russiske invasion af Ukraine, er det afgørende, at der ikke kan opstå tvivl om, at mine udtalelser alene hviler på mine egne holdninger og faglighed,« skriver Lykke Friis på Facebook.

»Jeg er derfor nået til den konklusion, at det ikke er foreneligt med mit daglige virke at være medlem af Rockwool Fondens bestyrelse,« skriver hun.

Lykke Friis kobler ikke selv direkte Rockwool koncernens fortsatte aktivitet i Rusland i sin opdatering på Facebook. Men Rockwool har ligesom Ecco mødt voldsom kritik for deres fortsatte tilstedeværelse. En kritik som i øvrigt fik Carlsberg til at trække sig.

»Jeg ønsker Fonden og dens dygtige medarbejdere alt det bedste med fortsat at varetage en vigtig rolle i debatten om bl.a. udsatte unge, sort arbejde og migration,« afslutter Lykke Friis på sin Facebook.

Læs også: Danske aktier ramt af chokfald - så meget faldt aktierne

Læs også: Rygterne svirrer om mystisk hændelse: Det kan være forklaringen