Novo Nordisk har sent tirsdag fremlagt regnskabstal og opjusteret forventningerne. 

Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet og fast del af Millionærklubben, overvejer nu at sælge sine Novo-aktier.

»Novo Nordisk er i den situation, hvor de ikke klarer sig bedre end konkurrenterne, og det kommer de nok heller ikke til,« siger han og tilføjer:

»I min egen portefølje har jeg selv Novo Nordisk, som jeg så overvejer, om jeg skal sælge ud af nu.«

I skrivende stund, falder Novo Nordisk 5,6 pct. og har en værdi på 290,33 Kr.

Men ifølge Lars Persson, holder aktien sig stabilt over støttelinjen.

»Hvis man i første omgang kigger helt teknisk på Novo-aktien, holder den sig stadig stabilt over støttelinjen, men vi må se, om den holder sig der.«, siger han.

Årsagen til kursfaldet skyldes ifølge investoren knaster i det nye regnskab.

»Man bliver lidt skuffet, når man sidder og læser det. Man gik og snakkede om, at det ville gå bedre for kursen efter denne her opjustering, men hidtil er det modsatte sket,« siger han.

Amerikanske Eli Lilly er skarpe konkurrenter til Novo, med deres egen pendant til Wegovy: Foundayo.

Eli Lilly offentliggører sit kvartalregnskab senere i eftermiddag, og det er afgørende for hvordan Novo Nordisk-kursen udvikler sig, vurderer Lars Persson.

»Hvis Novo bliver taget med bukserne nede, og Eli Lilly klarer sig meget bedre, så vil det måske give yderligere grobund for at nogle internationale investorer sælger, og siger 'Jamen, hvorfor skal jeg sidde med Novo, når Eli Lilly er mere interessant?'«

Læs mere om Novos opjustering her.