Henter kommentarer

Kendt investor ser potentiale i DSV-aktien

Den erfarne investor og direktør i Nordic Investment Partners, Ole Søeberg, har rettet blikket mod transportmastodont DSV, som han vurderer har både stærk ledelse og attraktiv vækstprofil, skriver Børsen.

»De har god kapitalallokering, de vokser via opkøb, og de er gode til at drifte butikken. Og den profil betaler jeg gerne 25 gange indtjeningen for,” siger Ole Søeberg til avisen.

Ifølge ham peger analytikerestimater på, at indtjeningen pr. aktie kan overstige 100 kr. om tre-fire år. Det svarer til et kursmål på omkring 2500 kr., hvilket vil give investorer et solidt løft i aktiekursen. 

Til sammenligning handler DSV-aktien i øjeblikket omkring kurs 1407.

DSV-aktien på det nuværende kursniveau kan ifølge ham give et afkast på over 15 pct. om året i de kommende år. Det er betydeligt mere, end du normalt kan forvente af aktiemarkedet, hvor det gennemsnitlige afkast typisk ligger omkring 7-8 pct. Han understreger, at det ikke er garanteret, men han ser en god sikkerhedsmargin i forhold til markedets normale afkast.

DSV har de seneste år markeret sig som en af Danmarks mest succesfulde væksthistorier gennem en række opkøb, der har styrket selskabets globale position inden for logistik og transport.