Den kendte investor Bill Ackman vil købe Universal Music gennem sin hedgefond Pershing Square.

Det skriver flere medier herunder CNBC.

Købet vil ske delvist kontant og i en aktiehandel, oplyser aftalen, som forventes at blive afsluttet inden årets udgang.

Aktionærerne tilbydes i alt 9,4 mia. euro i kontanter - svarende til 5,05 euro per aktie i kontanter samt 0,77 aktier i det nye selskab for hver aktie, de ejer.

Universal Music (UMG) er et hollandsk-amerikansk selskab og verdens største musikselskab og en af de tre store pladeselskaber.

UMG vil danne et nyt fusioneret selskab sammen med Pershing Square og blive børsnoteret på New York Stock Exchange, ifølge vilkårene i aftalen.

»Siden UMG’s børsnotering har Sir Lucian Grainge og selskabets ledelse gjort et fremragende stykke arbejde med at udvikle og fortsat opbygge en kunstnerportefølje i verdensklasse samt skabe stærke forretningsresultater,« sagde Pershing Squares administrerende direktør Bill Ackman i tirsdagens udtalelse.

Universal Music er børsnoteret i Amsterdam og har været på børsen siden 2021.