Henter kommentarer

Kendt iværksætter: Jeg investerer kun i ting, jeg forstår mig på


Invester kun i ting, du forstår.

Det er et gammelt investeringsråd, og et som Frederikke Antonie Schmidt har taget til sig. 

Til dagligt lever hun at designe og sælge sko i Roccamore, hvor hun er stifter og kreativ direktør. For fem år siden kastede hun sig ind i en for hende ukendt investeringsverden, men som hun nu har fundet sig til rette i. 

Det krævede et par skud - herunder et par fejlskud - men i dag har hun fundet den rigtige metode for hende, når hun skal udvælge aktier. 

»Jeg husker, at jeg købte et eller andet, som jeg ikke forstod mig på, og så faldt aktien, og jeg blev sygt stresset. Derefter besluttede jeg mig for, at jeg kun køber ting, som jeg forstår mig på,« forklarer iværksætteren.

Det har ført til, at hun i dag kun køber sig ind i virksomheder, som hun forstår, hvad laver, og hvorfor aktien stiger eller falder. Og det fungerer ret godt, lyder det fra hende. 

Hun har blandt andet købt op i virksomheder, som hun arbejder med eller gør brug af til daglig i  Roccamore. 

»Når det er noget, jeg arbejder med hver dag, så kan jeg ligesom se, om det er en god idé eller ej,« påpeger hun.  

Blandt andet peger hun i den sammenhæng på softwareproducenten Adobe, som blandt andet er kendt for at lave en række billed- og videoredigeringsprogrammer.

»Tror jeg på, at Adobe er her om 10 år, ja eller nej? Ja. De har lige lavet nogle fede opdateringer. Det ved jeg, fordi vi sidder med dem dagligt,« siger hun.

Derudover har hun en del modevirksomheder i porteføljen, som hun også har en viden om og interesse for. Her er hun blandt andet investeret i den franske luksusgigant, LVMH

I sin portefølje har hun også flere  banker, der støtter iværksættere, fordi det er en investering, »der giver mening for hende.« Hun forklarer, at hun blandt andet har investeret i en bank i Indien, der fokuserer på at finansiere iværksætteri.