Den ellers store vækstmotor Kina sakker bagud – men på ét punkt fører det store land fortsat.

Det drejer sig om elbiler, hvor Kina har langt bedre teknologier end alle sine konkurrenter. 

Sådan lød det i dagens udgave af Millionærklubben fra Peter Lisbygd, der er administrerende direktør i China Experience. Udsendelselsen handlede netop om alle Kinas udfordringer, der blandt andet tæller tårnhøj ungdomsledighed, boliggiganter i problemer samt et hav af skuffende økonomiske nøgletal.

Peter Lisbygd fremhæver elbilselskaberne Nio og Xpeng, der ifølge Kina-kenderen giver både europæiske og amerikanske elbiler baghjul.

Læs også: Her er Warren Buffetts nye satsninger

»Der sker noget ekstremt interessant i øjeblikket, som er symptomatisk og for mig beskriver, at kineserne er stukket helt af fra resten af verden – altså Europa og USA,« siger Peter Lisbygd, der dog nævner Tesla som undtagelse.

»Tesla gør lidt det onde ved dem allesammen, hvor de lige har hakket priserne et ordentligt styk længere ned – det bliver ved med at lægge et pres på markedet.«

»De store brands som Nio og Xpeng kommer helt sikkert til at klare sig rigtig fint igennem, fordi de er ledende på teknologi og fordi, de er ude og lave interessante alliancer,« lød det i udsendelsen fra Peter Lisbygd.

Han fremhæver blandt andet, at tyske Volkswagen for en måneds tid siden har investeret 700 mio. dollar i Xpeng.

»Og der kan man jo spørge sig selv, hvorfor i alverden Volkswagen gør det?«

»Men de gør det fordi, de er kommet på bagkant rent teknologisk, og de sælger ikke særligt mange biler i Kina i øjeblikket,« siger Peter Lisbygd, der også nævnte, at Kina i år formentligt overgår Japan som verdens største bileksportør.

Også Mercedes rygtes at lave »en stor aftale« med Nio, fortalte Kina-eksperten.

Læs også: Disse aktier har sikret oliefondens milliardoverskud

Læs også: Novo Nordisk har været en himmelstormer – det mener analytikerne om aktien nu