Henter kommentarer

Kinesisk gigant afslører: Bilen kan noget, andre ikke kan

Den nye Yangwang U8 kan dreje som en kampvogn på stedet. Og flyde på vand.
Den nye Yangwang U8 kan dreje som en kampvogn på stedet. Og flyde på vand. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kinesiske BYD vækker opsigt på stort motorshow i Genève, hvor de for første gang i Europa har præsenteret en ny model fra luksusmærket Yangwang.

Den nye model, U8, kan nemlig noget, som andre biler ikke kan. Den kan dreje 360 grader på stedet som en kampvogn. 

Og så kan den flyde og køre på vandet. Det skriver blandt andre Car News China.

Den spektakulære model blev faktisk præsenteret i hjemlandet i efteråret, men det er første gang, at den nu bliver vist frem i Europa.

U8 er en plug-in-hybrid, som har fem motorer og en rækkevidde på op imod 1.000 kilometer.

Ifølge BYD er det en familiebil, som giver »en fusion af elegant dynamisk stil, højteknologiske intelligente oplevelser og praktisk SUV-funktionalitet«.

Mærket Yangwang er helt nyt, fra 2023, og foreløbigt kan bilerne kun købes i Kina.

På hjemmemarkedet koster en U8 1.098.000 kinesiske yuan, hvilket svarer til godt en million danske kroner.

Motorshowet i Genève var åbent for offentligheden fra tirsdag og varer til og med søndag.

På verdensplan lykkedes det BYD at overhale selveste Tesla på salg af elbiler i fjerde kvartal af 2023.

Men i Danmark har det kinesiske mærke haft lidt mere vanskeligt ved at finde fodfæste. Tal for 2023 viste således, at BYD blot fik nyregistreret 465 elbiler i Danmark.

Til sammenligning blev der indregistreret flere end 22.000 nye Teslaer i samme periode i Danmark.

Denne artikel er oprindeligt bragt på BT.