Opkøbet af danske Asetek, der blandt andet laver væskekøling og udstyr til gaming, er ikke helt i mål endnu, og derfor bliver tilbudsperioden udvidet med tre uger.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fredag eftermiddag.

Tilbudsgiver har modtaget accepter svarende til cirka 89,51 pct. af aktiekapitalen i Asetek, men det er ikke helt nok, da køberen skal have mere end 90 pct. af aktiekapitalen.

Tilbage i slutningen af november 2025 annoncerede Asetek, at det kinesiske selskab Suzhou Chunqiu Electronic Technology (Chunqiu) gennem sit datterselskab CQXA Holdings vil købe det danske selskab af børsen.

Chunqiu vil købe alle aktier i Asetek for 1,72 kr. per aktie, hvilket svarer til 547,4 mio. kr. Buddet svarer til en præmie på 110 pct. fra kursen den 24. november 2025.

Den oprindelige tilbudsperiode begyndte den 19. december 2025 og udløb den 22. januar 2026, men perioden bliver nu udvidet til den 12. februar.

Alle øvrige vilkår i opkøbstilbuddet er uændrede, og Aseteks bestyrelse anbefaler fortsat, at man som aktionær takker ja til tilbuddet.