Teslas aktiekurs har været på en regulær himmelflugt i kølvandet på Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg.
Siden markedet lukkede på valgdagen, er Teslas aktier således steget med næsten 26 procent. Og det er der særligt én dansk rigmand, der er godt tilfreds med.
»Jeg købte Tesla-aktier for nogle år siden, fordi det i mine øjne er et af de top tre mest fremmende AI-selskaber, og den slags kommer til at gå igennem loftet de næste år,« vurderer iværksætteren Martin Thorborg og fortsætter:
»Så jeg må bare sige, at det her virkelig har været en fed uge.«

Det antages, at en af hovedårsagerne til den positive udvikling for den elektriske bilproducent - og en række andre amerikanske aktier - skyldes en udsigt til lavere skatter og en mere lempelig lovgivning under endnu en Trump-administration.
»Jeg var helt klar over, at hvis Donald Trump - som jeg ikke er den store fan af, skulle jeg hilse at sige - kom til magten, så ville der nok ske noget på den kortere bane,« siger Martin Thorborg og uddyber:
»Det er klart, at det har fjernet noget frygt, at det er Donald Trump, der vandt. For havde det været Kamala Harris, så vidste vi jo ikke, om hun ville lave en form for hævntog. Men nu er dén sten ligesom ude af skoen.«
Elon Musk har været voldsomt involveret Donald Trumps valgkamp. Musk har eksempelvis, ifølge Ritzau, doneret omkring 75 millioner dollar – det vil sige over en halv milliard kroner – til en støttefond, som han selv har oprettet, der gik til at hjælpe Trumps præsidentkampagne.
»Man må gå ud fra, at der vel er en eller anden form for aftale mellem Elon Musk og Donald Trump. Altså, hvis jeg, Elon Musk, får dig, Trump, ind i Det Hvide Hus, så klør du mig på ryggen af en eller anden art. Og det skal jo nok komme Tesla og Musks andre selskaber til gode,« mener Martin Thorborg.
Men kunne man ikke på den anden side forestille sig, at Tesla i en hvis forstand er en sårbar investering, fordi selskabet er bundet så meget op på Elon Musk som person?
»For det første er jeg fuldstændig overbevist om, at Musk og Trump bliver rygende uvenner på et eller andet tidspunkt indenfor de næste seks til tolv måneder. Jeg kender den slags typer, de der super-egoer, som er gode, når der er modvind, men når der er ro på, så skal de jo også arbejde sammen,« siger Thorborg og fortsætter:
»Men det får ikke mig til at ryste på hånden. Jeg har købt Tesla-aktier, fordi de har nogle suveræne teknologier. Alle der har forstand på sagen ved, at Tesla er langt foran sine konkurrenter på sin selvkørende teknologi - også kineserne.«
Artiklen er oprindeligt bragt på BT
Kom i gang med at investere og få dine penge til at arbejde for dig. I ugens afsnit af Spar Kassen klæder Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, dig på til, hvordan du kommer i gang med at investere.
Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder:
