Knald eller fald i aktiespillet: Strateg peger på ugens helt store satsning


Jagten på den første ugepræmie spidser til i Millionærklubbens Aktiespil.
Euroinvestor har spurgt Saxo Banks investeringsstrateg, Oskar Barner Bernhardtsen, hvordan du sætter konkurrenterne til vægs og scorer et rejsegavekort til Spies på hele 10.000 kr. Vinderen er den, der har fået formuen til at vokse mest muligt på én uge.
»Jeg ville kigge efter aktier som Oracle, de kommer med regnskab torsdag aften, så mon ikke der kommer nogle store bevægelser der. Det kan man godt gå ud fra,« lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen.
Oracle er et amerikansk IT-selskab, der særligt er kendt for deres databaser og cloud-tjenester. Mange AI-virksomheder bruger i øjeblikket væsentligt flere penge, end de tjener. Netop derfor bliver Oracles regnskab et dramatisk knald-eller-fald-øjeblik for spillerne.
»Der er det med Oracle og andre aktier i AI-virksomheder, at de faktisk bruger flere penge, end de tjener. Derfor bliver den ekstra spændende for spillerne, og hvis der viser sig at være ridser i lakken efter regnskabet, så får de store problemer,« siger investeringsstrategen.
Ifølge Oskar Barner Bernhardtsen kan spillere også holde øje med udviklingerne på gas- og oliepriserne mod ugens udgang:
»Et andet interessant punkt for spillet er også, om man nærmer sig en eller anden form for aftale i Mellemøsten, eller om der kommer yderligere eskalering, det vil naturligvis have indvirkning på priserne i energisektoren, « siger han.
Begivenhederne i ugens sidste dage, kan altså meget vel blive afgøre hvem, der står som vinder af et klækkeligt gavekort.
Aktiespillets første ugepræmie består som sagt af et rejsegavekort til Spies på hele 10.000 kr., men festen stopper ikke der. I næste uge er der en ny præmie til den, der får porteføljen til at vokse mest dén uge.
Udover ugepræmierne venter der efter spillets afslutning en førstepræmie på store 250.000 kr.