Køb, hold eller sælg? Det mener analytikerne om Alphabet-aktien


Aktien i det amerikanske teknologikonglomerat Alphabet er det sidste år mere end fordoblet i værdi med en stigning på hele 103,3 pct., og de seneste tre måneder er aktien steget med 10 pct.
Men hvor skal aktien hen herfra, og hvordan skal man handle den nu? Det har Euroinvestor undersøgt ved at kigge på buddene fra analytikerne i de store børshuse.
Alphabet Inc. står blandt andet bag Google, ligesom det også står bag verdens mest udbredte styresystem til mobiltelefoner, Android, emailsystemet Gmail, internetbrowseren Chrome, det sociale medie YouTube, landkort-løsningen Google Maps og Waymo, der forsøger at udvikle selvkørende biler, samt AI-sprogmodellen Gemini.
Der er fortsat optimisme at spore blandt aktieeksperterne, som følger Alphabet-aktien indgående.
Der er ifølge data fra finanstjenesten Bloomberg onsdag morgen 74 analytikere, der har dækning af Alphabet-aktien.
Af de 74 analytikere har hele 66 en købsanbefaling. 8 analytikere har en hold-anbefaling, mens ingen har en sælg-anbefaling.
En købsanbefaling betyder, at analytikerne mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori.
Kigger man på analytikernes kursmål, altså det de i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, forventer de en stigning på knap 17 pct.
De vurderer, at Alphabet-aktien kan bevæge sig op mod 433,5 dollar, hvor kursen nu ligger på 370,9 dollar.
Banken Citizens er mest positiv over for Alphabet-aktien, der med en købsanbefaling har et kursmål på 515 dollar.
Dernæst følger Mirae Asset Securities og Huatai Research begge med købsanbefalinger og kursmål på 500 dollar.
I den anden ende af skalaen finder man Itau BBA Securities med endnu en købsanbefaling og et kursmål på 340 dollar.