Novo Nordisk sidder som en lus mellem to negle, efter USAs præsident, Donald Trump, mandag direkte nævnte medicinalgiganten under et pressemøde i Det Hvide Hus.

Det siger kommunikationsekspert Anna Thygesen efter pressemødet, hvor Donald Trump kaldte Novo Nordisk for 'fjolser'.

»Ozempic koster ti gange mere i USA end i resten af den udviklede verden. Hvorfor? Hvad har vi gjort?« spurgte Donald Trump retorisk på pressemødet.

Efter pressemødet er Novo Nordisk kommet med en udtalelse, hvor de erklærer sig enige i Donald Trumps budskab om, at amerikanerne skal have adgang til billigere medicin.

»Vi vil fortsætte med at engagere os med beslutningstagere for at udvikle og implementere mere effektive løsninger. Vi ser frem til at lære mere om de tiltag, der blev diskuteret af administrationen i dag,« lyder det blandt andet i udtalelsen, som Novo Nordisk har sendt til Ritzau.

Og spørger man kommunikationseksperten, er det et smart greb, som Novo Nordisk benytter sig af.

»De tager den del, de er enige i, og fremhæver det. De vil ikke ende i konfrontation, så de omtaler ikke det, han har kritiseret dem for. Det er høfligt, men de undlader at tale om, at de eventuelt skal sænke priserne,« siger Anna Thygesen.

På pressemødet annoncerede Donald Trump, at der skal etableres et system, så forbrugerne kan købe medicin udenom de såkaldte pharmacy benefit managers (PBM) - virksomheder, der står for indkøb af medicin til en lang række sundhedsforsikringer.

De kræver i den forbindelse store rabatter af medicinalvirksomhederne for at inkludere deres medicin i disse ordninger. Samtidig er det disse selskaber, der i sidste ende bestemmer, hvad det enkelte medikament koster forbrugeren.

Der er dog også en grund til, at Novo Nordisk ikke direkte går ud og skyder skylden på netop de mellemmænd, påpeger Anna Thygesen.

»Det er farligt at gå ud og kritisere de her selskaber for direkte. De har det problem, at det er PBM'erne der sørger for, at Ozempic kommer ud i et katalog til forbrugerne,« siger hun og fortsætter:

»Hvis de kritiserer dem for åbenlyst, kan de risikere, at selskaberne siger 'så vil vi ikke sælge det'. Så de er klemt mellem to parter, de ikke vil risikere at gøre sure,« siger kommunikationseksperten.

Spørger man Anna Thygesen, slipper selskabet da også godt af sted med deres udmelding, set fra et kommunikationsperspektiv.

»De kan måske få stryg for, at de dukker nakken for meget. Men de er klemte. De prøver at sige, at prisen ikke handler om dem alene.«

Netop systemet, hvor PBM'erne reelt bestemmer prisen på produkterne, pegede Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, på ved en høring i USA i efteråret 2024.

Her skulle han forklare, hvorfor den danske medicinalgigants amerikanske listepriser er så høje.

»Mens de rabatter, som vi betaler til PBM'erne og sundhedsforsikringerne som en procentdel af omsætningen, er steget dramatisk hen over de seneste 10 år, har det ikke resulteret i en tilsvarende reduktion af den pris, som patienterne betaler på apoteket,« stod der i et skriftligt indlæg.

Mandag aften er den danske medicinalbranche indkaldt til mødet af erhversminister Morten Bødskov. Læs mere i artiklen her på bt.dk.