Kongetallet er på vej - det spejder investorerne efter i vigtig jobrapport


Investorer verden over følger med, når det såkaldte kongetal en gang om måneden offentliggøres.
Men kongetallet, der lander fredag eftermiddag, imødeses med større spænding end normalt.
Sådan lyder det fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
»Det er altid et tilløbsstykke for investorer, når den amerikanske jobrapport lander. Jobskabelse og lønvækst er nemlig centrale faktorer for den amerikanske forbruger og for den økonomiske aktivitet. Og denne gang imødeses jobrapporten givetvis med større spænding end normalt,« siger han.
Mere præcist dækker kongetallet over, hvor mange jobs uden for landbruget, der er skabt i den forgangne måned i USA.
Efter en fin start på året, er der i de seneste måneder set svagere jobtal og lønvækst. Samtidig er energipriserne steget, forklarer Philip Jagd.
»Og det kan volde problemer for husholdningernes forbrug resten af året, hvis ikke det billede ændrer sig,« uddyber han.
Fra aktiechefen lyder det også, at jobrapporten på den ene side skal vise bedre lønsumsvækst, så forbruget kan holde sig i gang.
På den anden side skal væksten i løn og jobskabelsen ikke blive så stærk, at det løfter øjenbryn hos den amerikanske centralbankchef , Kevin Warsh.
»Med andre ord skal fredagens arbejdsmarkedstal ramme en hårfin balance - mellem mindre svaghed uden at vise for meget styrke,« siger Philip Jagd.
Forventningen er, at der skabes 55.000 job med 3,1 pct. lønvækst i august.
»Det vil sådan set være en god kombination, imens meget stærkere jobskabelse kan lægge i kakkelovnen til en strammere tone fra Fed, og et meget blødere miks af data kan starte bekymringer for vækstudsigterne,« lyder det fra aktiechefen.
Kongetallet offentliggøres fredag 14.30 dansk tid.