Konservative stemmer nej til milliarder til Ørsted


De Konservative har stemt nej til at staten betaler Ørsted 30 mia. kr. til en aktieemission.
Det skriver partiets politiske leder, Mona Juul, i et opslag på X.
- Vi har stemt nej til at smide 30 milliarder af dine skattekroner i Ørsted. Simpelthen fordi vi tager det dér med danskernes penge ret alvorligt. Og jeg tror ikke, at der er mange danskere, som går på arbejde hver dag og betaler deres skat, for at staten kan bruge pengene på at redde Ørsted ud af deres problemer i USA. Vi skal altså passe lidt bedre på borgenes penge, hvis du spørger mig, skriver hun blandt andet og tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at Ørsted står i en alvorlig situation. Ellers ville de selvfølgelig ikke bede aktionærerne om en historisk stor kapitalforhøjelse. Men jeg har endnu til gode at høre et godt argument for, hvorfor det er de danske skattebetalere, der skal tage sig af det problem og hoste op.
Ørsted-aktien dykkede knap 30 pct. mandag.