Det kriseramte danske selskab Shape Robotics vil sagsøge mediet Finans, efter at Finans i sidste uge bragte en artikel om, at topchef Mark Abraham er tiltalt for bedrageri i Rumænien.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet mandag.

Således har Shape Robotics indgivet erklæringer ved en retsinstans i Rumænien, der har til hensigt at fjerne visse digitale artikler om Shape Robotics og Mark Abraham, ligesom man ønsker at få et påbud mod at Finans kan offentliggøre lignende artikler.

Derudover ønsker Shape Robotics at indgive et efterfølgende søgsmål med henblik på at få erstatning for den markedsværdi, der er forsvundet efter offentliggørelsen af artiklerne i Finans.

Endelig ønsker CEO Mark Abraham at sagsøge mediet for 2 mio. euro for den personlige skade, han mener at artiklerne har skabt for hans omdømme, fremgår det af meddelelsen.

Hos Finans fortæller ansvarshavende chefredaktør Simon Bendtsen til Euroinvestor, at man ikke har modtaget nogle officielle henvendelser fra hverken en rumænsk domstol eller Shape Robotics selv.

Derfor ser han også meddelelsen som et forsøg på intimidering.

»Vi imødeser et eventuelt sagsanlæg med fuldstændig sindsro. Vores journalistik er veldokumenteret og fair. Derfor lader vi os naturligvis heller ikke intimidere af dette,« siger Simon Bendtsen og fortsætter: 

»Vi kommer til at fortsætte med at afdække de problematiske forhold omkring Shape Robotics med kritisk, fair og frygtløs journalistik.« 

Shape Robotics-aktien er blevet kastet ud i en tumultarisk afslutning på 2025, der blandt andet byder på en presset finansiel situation, og altså meldinger om at selskabets direktør er tiltalt for bedrageri i Rumænien. 

Uroen har fået investorerne til at dumpe aktien - den er således faldet med 81 pct. den seneste måned. 

Millionærklubben

Han har tiden foran sig, og bruger gerne det faktum til at gå ind i enkelte relativt ukendte aktier. Til gengæld følger han dem tæt og intenst. Mød Millionærklubbens tidligere juniorforvalter, Philip Gunst, der elsker at “nørde” specifikke aktier og ikke er bleg for at gå all in på risiko.  I studiet er Lars Persson klar til at vejre stemningen og vurdere børsåbningens højdespringere og bundpropper. Vært: Bodil Johanne Gantzel