Alvorlige sårbarheder i programmeringssproget PHP har ført til globale nedbrud og fået den amerikanske efterretningstjeneste NSA Cyber til at slå alarm.

En række selskaber inden for it-sikkerhed oplever onsdag aften markante kursstigninger på aktiemarkederne. Udviklingen sker parallelt med, at adskillige hjemmesider verden over er gået i sort, skriver flere internationale medier - herunder BBC og Investing.

Cloudflare stiger 7 pct., Palo Alto stiger 3,5 pct., Zscaler stiger 7,5 pct. Okta stiger 7,9 pct., mens Fortinet stiger 2,4 pct.

Herhjemme har driftsforstyrrelserne ramt flere centrale digitale tjenester, herunder vejrtjenesten DMI, skoleplatformen Aula og erhvervsmediet Børsen.

Ifølge Dansk Industri er årsagen fundet i alvorlige svagheder i programmeringssproget PHP. Netop dette kodesprog udgør en fundamental byggesten på internettet og bruges bredt til drift af både hjemmesider, webbutikker og digitale platforme.

Sikkerhedsselskabet Cloudflare, som leverer cyberbeskyttelse til hjemmesider globalt, melder, at de allerede har registreret de første forsøg på at udnytte de åbne sårbarheder.

Problemet har også vakt stor bekymring i USA, hvor myndighederne advarer mod de omfattende sikkerhedsbrister.

På det sociale medie X opfordrer den amerikanske efterretningstjeneste for cybersikkerhed, NSA Cyber, berørte parter til straks at træffe forholdsregler:

»Med øjeblikkelig virkning rådes alle organisationer, der anvender PHP i deres systemer, til at forberede sig på en opdatering, som adresserer to kritiske sårbarheder,« lyder det fra efterretningstjenesten.

Ifølge OpenAI bruger 70 pct. af verdens hjemmesider programmeringssproget PHP.