Der er måske råd til en ekstra sommerøl i dag, hvis man har kryptovaluta i porteføljen.

Efter hårde kurstæsk og deciderede kollaps de seneste måneder, så er der nemlig stigninger på dagsordnen.

Data fra Bloomberg viser, at de 15 mest handlede kryptovalutaer alle har fundet det grønne tøj frem.

Det seneste døgn er den populære bitcoin stampet frem med 6,3 pct. til 22.246 dollar.

Ethereum blæser frem med 9,4 pct. og smyger sig op på kurs 1.470 dollar.

Og bedst går det for den mindre kendte valuta, Polygon, der stiger med hele 16,2 pct. til 0,89 dollar.

Dagens kursfest betyder dog ikke nødvendigvis, at man skal satse alt på kryptovaluta.

For fremgangen kommer sideløbende med, at analysehuset Fundstrat spår et snarligt kollaps i bitcoin, hvor mønten vil brage ned et sted mellem 12.500 og 13.000 dollar.

I samme dystre stil, så peger flere tekniske analytikere på, at vi lige nu ser en »stigende kile« i grafen over bitcoins værdi.

Den stigende kile opstår, når et aktiv stiger i værdi. Men det vigtige er, at en sådan kile flere gange har vist sig lige inden, at et aktiv kollapser markant.

Bitcoin har slået sig voldsomt siden toppen i november sidste år, hvor bitcoin var oppe i skyerne med kurs 67.000 dollar.

Læs også: Analysehus spår snarligt kollaps i bitcoin

Læs også: Analytikere ser dunkelt tegn i bitcoin