Hvad skal en banan, der er tapet til en væg med gaffatape koste?
Svaret er åbenbart 6,2 mio. dollar – eller 44,1 mio. kr.
Det er i hvert fald hvad Maurizio Cattelans skulptur 'Komikeren,' der forestiller det beskrevne, er blevet solgt for ved auktionshuset Sotheby’s i New York.
Det kan man blandt andet læse hos finansmediet Bloomberg News.
Kunstværket blev købt af den kinesiske krypto-rigmand Justin Sun efter seks minutters intens budrunde.
Justin Sun har tjent sin formue på at skabe kryptovalutaen Tron.
Sotheby's havde lige for dette kunstværk gjort det muligt for køberen at betale i kryptovaluta. Justin Sun har efterfølgende fortalt finansmediet, at han overvejede at betale i sin egen krypto Tron, men endte med at betale i bitcoin i stedet for, som er steget markant den seneste tid.
Justin Sun er ikke ny på kunstscenen. Han har tidligere købt kunst fra blandt andet Picasso, Warhol og Giacometti.
Kunstværket 'Komikeren' blev kendt i offentligheden i 2019, da det blev udstillet sammen med to andre værker ved et kunstshow i Miami. Her vakte skulpturen opsigt, og tilskuere samlede sig i så stort antal, at galleriet blev nødt til at tage værket ned af hensyn til at kunne styre publikummet.
»Jeg hørte om 'Komikeren' for en måned siden, og jeg elskede ideen,« fortæller Justin Sun om hans nyligt købte kunstværk.
»Den harmonerer med vores idé om decentralisering i kryptoverdenen, fordi dette er et konceptuelt kunstværk – det er umuligt at ødelægge selve kunstværket,« tilføjer han.

