Kunder gik glip af afkast: Analytiker tordner mod dyre investeringsfolk


Pensionskunder hos PFA Pension kunne have haft en væsentligt større opsparing, hvis selskabets kommende og billige indeksprodukt var blevet lanceret tidligere. En analyse fra pensionsmægleren AFPR viser, at det passive indeksprodukt ville have slået PFA’s dyre flagskib i syv år, skriver Finans.
»Det viser jo med al tydelighed, at det slet ikke kan betale sig for pensionsselskaberne at have alle de dyre investeringsfolk ansat. Retningen er derfor, at mange af dem skal væk, og kundernes priser skal ned,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og indehaver af AFPR, til Finans.
PFA bekræfter selv, at indeksproduktet ville have givet ca. 6,5 procent mere i afkast over fem år. Omkring halvdelen af den ekstra gevinst skyldes, at indeksproduktet ikke bruger penge på at forsikre sig mod valutasvingninger. Det har været en klar fordel, fordi den amerikanske dollar er steget – hvilket automatisk har gjort amerikanske aktier mere værd i danske kroner.