Kursfald har gjort disse kendte danske aktier attraktive


Foto: Mads Nissen
Vis mere

De danske aktier er faldet med 20 procent siden den 19. februar, og det åbner nye købsmuligheder for investorerne, mener Sydbank.

I en analyse har banken set nærmere de danske børsnoterede selskaber, og på listen over attraktive aktier at samle op i er blandt andet DSV Panalpina, Novo Nordisk, Genmab og Vestas.

Det er alle selskaber, som Sydbank vurderer, i nogen grad er ramt af coronavirusset - både på omsætning indtjeningen - men som kan rejse sig i den kommende tid.

Om DSV-aktien noterer Sydbank for eksempel, at kursfaldet "efter en periode med en meget dyr prisfastsættelse giver (..) en attraktiv adgangsbillet til DSV's værdiskabelse i de kommende år."

Læs også: Han har forvandlet 27 millioner til 2,6 milliarder

Banken vurderer, at der er tre selskaber, som ikke er eller vil blive ramt på hverken omsætning og indtjening af virusudbruddet. Det er medicin- og energivirksomheder, som slipper billigt igennem coronapandemien.

Ørsted, Bavarian og Ambu får vurderingen "ikke ramt" på både omsætning og indtjening, mens forsikringsselskaberne Topdanmark og Tryg også slipper billigt med vurderingen "kun begrænset ramt' i indtjening.

I den anden ende er selskaber som SAS, Carlsberg, Mærsk, Demant og Pandora at finde. Selskaberne er alle ramt af begrænsede indtjeningsmuligheder for tiden.

Modsat selskaber som Vestas og Ørsted, der sandsynligvis blot får skubbet sine ordrer til senere tidspunkter, kan disse selskaber ikke se frem til at hente det tabte på et senere tidspunkt.

Midt i tabellen er de tre banker Danske Bank, Jyske Bank og Nordea. Trods hjælpepakker er risikoen for tab i bankerne steget de seneste 5-6 uger ifølge Sydbank.

Overordnet set er der optimisme at spore på de danske selskabers vegne.

- Vi betragter stadig sammensætningen af det danske indeks som en fordel i perioder med modvind på de globale aktiemarkeder, siger Jakob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

- Vi har længe argumenteret for, at de danske selskaber generelt er stærkt rustet i konkurrencen – og at mange er "bedst i klassen". Deres tilpasningsdygtige forretningsmodeller bør desuden hjælpe i en situation med så store forstyrrelser som i øjeblikket, forstætter han.

Han understreger, at der også er andre forhold end coronavirusset, som kan få indflydelse på kursudviklingen.

Den samlede vurdering lyder dog på, at de danske selskaber har bedre og mere tilpasningsdygtige forretningsmodeller end konkurrenterne.

- Derfor er de også mere modstandsdygtige i en situation som den aktuelle. Det er en modstandsdygtighed, som i de næste uger og måneder vil blive testet. Forhåbentligt består de danske selskaber testen, siger Jakob Pedersen.

Det danske C25-indeks steg torsdag 2,9 pct. til 1086,43.

Læs også: Ekspert om købspotentiale: Det her tror vi stærkt på

Læs også: Så mange pct. ejer udlandet af det danske aktiemarked

/ritzau/FINANS