Henter kommentarer

| Opdateret

Lars Tvede efter stort krak: Derfor holder vi fast i vores russiske aktier


 

Investor, forfatter og stifter af hedgefonden Atlas Global Macro, Lars Tvede, er hårdt ramt af det markante kollaps på børsen i Moskva. Men omvendt er Lars Tvede og hans investeringsfond stærkt eksponeret mod olie-, gas og råvaresektoren uden for Rusland, som har fordel af stigende råvarepriser.

“Der er lidt gynger og karruseller over det lige for tiden,” siger han til Euroinvestor.

Lars Tvede har længe ligget tungt investeret i russiske aktier, der i dag er faldet med 32 pct. Overordnet holder Lars Tvede fast i den position.

“Vi fastholder vores position i russiske aktier. Det er ikke på nogen måde udtryk for, at det Putin har sat i værk på nogen måder kan forsvares. Det kan det ikke. Lige nu ser vi, at vestlige investorer dumper russiske aktier. Men nogen skal jo eje dem. Derfor vil aktierne formentlig i stort omfang blive overtaget af statskontrollerede fonde fra Mellemøsten og fra Rusland selv,” siger Lars Tvede.

“En aktie i en russisk virksomhed kan i dag i gennemsnit købes til en pris, der svarer til en earnings yield på 33 pct.,” siger Lars Tvede.

Earnings yield er et udtryk for indtjeningen i en virksomhed divideret markedsværdien. Det svarer til en P/E-værdi på 3. Historisk handles globale aktier med en P/E-værdi på mellem 17-20 - altså 6-7 gange dyrere end de russiske.

Lars Tvede gør også opmærksomme på, at selv om markedet reagerer meget kraftigt i dag, er retningen derefter nok den samme som i forbindelse med andre konflikter, hvor markedsdeltagere i første omgang sender kurserne kraftig ned.

Lige nu vurderer Lars Tvede, at risikopræmien for krigen er på 55 pct. i forhold verdensmarkedsprisen på olie.

“Hvis den geopolitiske krise løses og risikopræmien forsvinder og sammenholdt med det direkte afkast via udbytter, så mener jeg, at der er en upside på 130 pct. på det russiske marked,” siger han.

Risikoen er til gengæld stor. Forude venter også nye sanktioner.

“De kommende sanktioner mod Rusland fra de vestlige lande vil blive langt hårdere end de sanktioner, der allerede er implementeret. Russisk økonomi vil blive hårdt ramt, men økonomien er også mere solid end tidligere med lav statsgæld i udenlandsk valuta samt en stor valutareserve,” siger Lars Tvede til Euroinvestor.

“Uanset, hvordan jeg vender og drejer det, så er russiske aktier ekstremt billige,” siger han.

Lars Tvede nævner, at markedsværdien af hele det russiske marked nu er 1/7 af Tesla, ⅙ af bitcoin, og at Apples markedsværdi er 23 gange højere. ”Investeringsmæssigt skal Rusland imidlertid overordnet ses som en enkelt brik i en meget større historie, som handler om meget stramme råvaremarkeder, og som jeg forventer vil vedvare i rigtig mange år endnu.”, siger Lars Tvede.

Læs også: Så lille er Ruslands økonomi

Læs også: Bøgerne du SKAL læse - Michaels Friis' bedste