Henter kommentarer

Tjente på kæmpefald: 'En af de hurtigste fortjenester, jeg har oplevet'

Hvad er short selling? Få svaret her
Hvad er short selling? Få svaret her Foto: Dado Ruvic
Vis mere

Torsdag står vi over for nye fald på det amerikanske aktiemarked.

Men hvor langt risikerer vi at skulle ned, inden det vender?

Det har den danske iværksætter, forfatter og finansmand, Lars Tvede et bud på. Han har blandt andet skrevet bøgerne 'Supertrends', 'Børshandlerens Psykologi' samt 'Kriser, Krak og Kaviar'.

'Mit bedste gæt lige nu er, at markederne kan falde yderligere ca. 10 procent på coronafænomet, og at det i givet fald vil give en god, langsigtet købsmulighed,' lyder det fra Lars Tvede på Facebook.

Han vurderer, at der er risiko for, at det brede amerikanske S&P 500-indeks skal helt ned til 2400 point.

Det vil i så fald cementere en brutal nedtur fra aktietoppene tidligere i år. Men faldene har ikke ramt Lars Tvede. Han har rent faktisk tjent på faldene.

For om morgenen den 21. februar - to dage efter at markederne havde nået all-time-high - solgte han alle sine aktier. I stedet købte han lidt guld-ETF'er for nogle af pengene.

'Årsagen hertil var, at jeg samme morgen i min seng havde læst to analyser i min indbakke,' skriver han på Facebook.

Den første analyse var fra Bank Credit Analyst og den anden var fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Begge handlede om coronavirussen og virussens mulige konsekvenser for økonomier og markeder.

'Allerede to sider inde i analysen fra bank Credit Analyst begyndte hårene at stritte i min nakke, for det var en sandsynlig global katatrofe, de beskrev. Det skal bemærkes, at markederne på dette tidspunkt var et par dage og kursmæssigt meget tæt på all time high, så langt de fleste havde ikke erkendt det, Bank Credit Analyst og Goldman Sachs beskrev.'

Og så begyndte aktierne at falde, bemærker han.

Den 25. februar om morgenen øgede han sit sats på, at markederne ville falde. Efter det slog han følgende besked op på Facebook:

'Nu er jeg net short aktier. Jeg er altid mega nervøs, når jeg er short'.

Siden den dag har han løbende handlet short via futures for at tjene på kursfaldene.

I skrivende stund er Lars Tvedes fortjeneste siden 25. februar mere end 93 pct.

»Faktisk er det en af de hurtigste fortjenester, jeg har oplevet i mine 30 år som aktiv investor. Måske den hurtigste,« fortæller Lars Tvede i en e-mail til Finans.

Du kan se S&P 500-indeksets seneste kurs her.