Henter kommentarer

Lau Svenssen: Den nye OPEC+ aftale rækker 1½ år frem og vil presse olieprisen opad


Efter lidt røg i køkkenet hos OPEC lykkedes det så i andet forsøg (18-07) at finde frem til en aftale om optrapning af output i en glidende takt over de kommende 14 måneder (ekstra 400.000 tønder i døgnet hver måned med start i august op til i alt 5,8 mio. tønder).

Balladen fandt angiveligt sted internt i OPEC-kartellet. De såkaldte Plus-lande med Rusland og Mexico i spidsen tilsluttede sig rammeaftalen uden yderligere bøvl. Principielt løber aftalen frem til ultimo 2022. Hver måned evalueres forløbet, så der kan gribes ind mod eventuelle overskridelser fra de enkelte landes side. Dermed signalerer man også, at udviklingen i efterspørgslen følges tæt. Desuden lover man i OPEC-kartellet hinanden en revurdering af kvotefordelingen (Base Line) i maj 2022. Det er en form for tilsagn om justering senere hen (netop det punkt, som de danske sygeplejersker ikke længere stoler på som metode - og derfor ruller strejken her hjemme). De utilfredse mindre olielande må altså håbe på en lønstigning om et år og ligge stille indtil da.

Udbuddet fra OPEC+ øges langsommere end takten i efterspørgslen

Samlet betragtet er der tale om en stram linje med styring af udbuddet fra alle vigtige olielandes side. Gruppen repræsenterer i øjeblikket ca. 40 pct. af olietilførslen. Resten håndteres af outsiders og private selskaber af alle mulige slags fra ExxonMobil i toppen ned til farmere med skifferolie og lokale boringer placeret øde og ofte risikofulde steder i verden. Med en literpris på 2,5 krone og små driftsudgifter vil alle gerne være med. Jo mere jo bedre, mens olie endnu er gangbar mønt og kan sælges frit. Den Grønne bølge vil standse eventyret. Fokus gælder kortsigtet maksimering.

Opsvinget efter Corona-nedlukningerne er angiveligt allerede nu så stort, at det tidligere niveau er nået for det almindelige forbrug af olieprodukter. Der findes imidlertid fortsat en manko fra reduceret omfang af flyvning og specifikke hængepartier plus særlige (politisk betingede) forhold. I løbet af 2020 svulmede olielagrene op pga. det drastiske dyk i afsætningen, men i år er pendulet så svinget den anden vej. Reduktionen af olielagre er overstået og kan ikke bidrage med mere.

Private oliefirmaer søger at øge deres produktion, men de er tilbageholdende inden for aktivitet med at lede efter nye felter. Olie er blevet til en solnedgangsindustri. Equinor (Statoil) har således helt opgivet sin håndfaste vækststrategi med ønske om år for år at øge de kendte reserver (tilgangen skulle overstige årets produktion). Nu ønsker Equinor at udvikle sig til et grønt energiselskab.

Generelt styrer olieselskaberne deres offensive indsats stramt og afdækker investeringer ved salg på forhånd til faste priser for at reducere risikoen. Ekstra output fra små investeringer i eksisterende faciliteter foretrækkes. Ved store projekter stilles der krav om en lav break-even pris for råolie.

Det store balladepunkt er, at der er udsigt til faldende output fra private udbydere. Olieforbruget vil derimod først toppe om 5-8 år. Derved har OPEC+ gruppen udsigt til voksende markedsandel og dermed magt i kraft af deres rolle som leverandøren, der både skal dække væksten og opveje nedgang i det private output. De private producenter er langt foran stater og statslige olieselskaber.

Pilen peger fortsat opad for olieprisen

Signalet fra OPEC+ er klart et ønske om at fastholde og yderligere styrke prisen på råolie ved at være lidt bagefter den forventede vækst i behovet. Man satser på intern disciplin fra olielandenes side, og tallene for eksporten vil blive fulgt måned for måned. Da de private udbydere næppe kan geare meget op for deres tilførsel, kommer truslen mod OPEC+ strategien fra eventuelle nye udspil fra Joker-olielande som Iran, Venezuela og Libyen på udbudssiden. Der er også mulighed for ændringer i efterspørgslen, hvor Kina som storimportør kan tilpasse sin politisk styrede adfærd. Sidst men ikke mindst er der mulighed for rent spekulative bølger på markedet for (finansielle) oliekontrakter. Situationen på dette marked synes i øjeblikket at være neutral, altså Vent-og-se.

Grundlæggende er olieprisen mere styret af politik, altså strukturelle forhold og konflikter mellem stater/statsledere, end stringente forhold omkring udbud og efterspørgsel. Olieprisen svinger meget mere voldsomt end forholdene tilsiger. Efterspørgslen vokser normalt støt med +1,2-1,4 pct. årligt (Corona-nedlukningen gav dog en afsporing med et dyk). Udbuddet fra privat side kommer dels i form af små skifferolieboringer og dels fra olieselskabernes store projekter med flere år frem til start og herefter et forløb med voksende output fulgt af vigende volumen i takt med tømning af reserverne i jorden.

I den politiske verden er der efterhånden bred enighed i ønsket om høje priser på olie og andre fossile energikilder. Det vil stabilisere de altid urolige magtforhold i Mellemøsten, begrænse væksten i udledningen af CO2 og fremme den dyre grønne omstilling. Den eneste ulempe er, at det vil gavne Rusland. USA må så prøve at spænde ben ved at indføre skærpede tiltag for at begrænse landets adgang til eksport (embargo).

Olieprisen og aktierne

I år er prisen på råolie allerede steget fra 50 til ca. 73 dollar. Aktier i olieselskaber har derfor fået en flot kursudvikling. Q2-regnskaberne vil vise, hvor godt de enkelte selskaber har været i stand til at udnytte rygvinden. Der burde være udsigt til gode tal for indtjeningen og højere udbyttebetaling.

Uenigheden mellem landene i OPEC udløste uro og bekymringer. Det sendte i første omgang prisen nedad før et rebound hurtigt begyndte. Her er vi nået til nu. Perspektivet ser ud til at være en prisstigning op mod 80-85 dollar, idet lagrene ikke kan reduceres yderligere og udbuddet halter efter efterspørgslen.

Bremsen opad må formodes at blive aktiveret på 80 dollar niveauet i form af et massivt udbud af forward-kontrakter fra uafhængige, private olieproducenter, som ønsker at gardere deres indtægt nogle år frem mod risikoen for et nyt vildt prisudsving nedad. Ejere af et oliefelt er nemlig hele tiden ”lang i olie”, og de kan derfor ”gå short” uden at risikere at tabe rub og stub men har bare neutraliseret deres salgspris/indtægt et stykke ud i fremtiden. Der vil fortsat være reserver tilbage nede i jorden til en ny omgang på den uforudsigelige priskarrusel.

Mekanikken gælder også for olieselskabernes aktier, der kan opfattes som ”en enorm lang position” i råolie. For almindelige passive investorer er olieaktier derfor interessante i perioder med stigende priser på råvaren – og omvendt opstår der udsalg, når pilen peger nedad for olieprisen.

Udfordringen investeringsmæssigt består derfor primært i at vurdere olieprisens udvikling på mellemlangt sigt (1-5 år). Næste trin drejer sig så om at finde aktier med mest ”value for money”, dvs. en lav nutidsværdi (børsværdi + nettogæld) per tønde oliereserve. Kapitaliseringen divideres med reservernes volumen af olieækvivalenter. Tal herfor indgår i årsregnskabet. Naturgas kræver dog rammeaftaler om salg og transport, mens olie kan sælges alle vegne. Naturgas er derfor mindre værd end råolie per tønde olieækvivalent.

Aktier i små olieselskaber (betegnes ”Oljemyg” i Norge) skal man være forsigtig med, da sådanne firmaer let kan blive klemt ihjel i perioder med lave oliepriser. Det er high risk/return papirer.

De store olieselskaber er trods kursstigningerne fortsat prissat attraktivt. Det skyldes en bølge af udsalg, som en række forvaltere har gennemført for at rense samvittigheden og iføre sig en pæn grøn klædedragt. Derfor kan man købe oliereserver til lav pris, og dermed har aktierne mulighed for et løft opad.

Her kan man så vælge enten at satse på selskaber med en hård linje omkring udnyttelse af felterne (”Farvel og tak” strategien; især amerikanske selskaber, fx ExxonMobil) eller selskaber med ønske om at reinvestere i grøn energi (fx BP, Equinor, Total).

Kompromiset er at satse på selskaber med et stort potentiale inden for naturgas (den geografiske placering af felterne i forhold til afsætningen er dog vigtig for værdien). Denne energikilde giver en markant lavere CO2 påvirkning og ser ud til at blive afløser for først kul og dernæst olie. Her er olieselskaberne (fx Equinor) også med. Ruslands Gazprom må desværre opfattes som Putinregimets forlængede arm, og derfor er denne supergas-aktie ikke relevant.

Energi er politik i vore dage, og det må vi som investorer sørge for at udnytte og undgå risiko.

Lau Svenssen ejer aktier i ExxonMobil og BP.