Henter kommentarer

Lau Svenssen fremhæver 3 aktier til 2024: 'De er på vej op'


Et rederi, et vaccineselskab og en dansk transportkæmpe. 

Det er forretningerne bag de tre aktier, som den erfarne investor og ene halvdel af selskabet Svenssen & Tudborg, Lau Svenssen, fremhæver som mulige vinderaktier i 2024. 

Det fortæller han i torsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben. 

D/S Norden
Den første aktie som Lau Svenssen fremhæver, er Dampskibsselskabet Norden. Det danske rederi har både tørlast og produkttank, og Lau Svenssen mener, at det er »en misforstået aktie på børsmarkedet«. 

Han uddyber at selskabet drives »meget fornuftigt og med en sikker holdning til tingene«. Dog er D/S Norden faldet tilbage på det seneste, hvor aktien den seneste måned er bakket med 20,9 pct. 

Lau Svenssen mener dog, at der er meget større potentiale i aktien: 

»Jeg har sådan en kursliste i mit hoved og et tal for, hvor jeg synes, den skal hen. I mit hoved synes jeg, den skulle koste mellem 450-550 kr. per aktie, og det tror jeg den kommer indenfor det næste år,« siger han i podcasten. 

Han mener ikke, at der er særlig stor risiko i aktien – medmindre vi rammer ind i en recession.

»Jeg kan ikke se, at der er en den store risiko i den, medmindre vi får en virkelig dyb recession, fordi de afhænger af industriaktiviteten. Men ellers kan jeg ikke se risikoen for, at det går galt,« lyder det fra Lau Svenssen. 

Læs også: Danske Bank ser potentiale her: Det er en superinteressant langsigtet trend

Bavarian Nordic
Den næste aktie, som Lau Svenssen fremhæver som en mulig vinder i 2024, er det danske vaccineselskab Bavarian Nordic. Selskabet har været udfordret på udviklingssiden i 2023, hvor man ikke har fået den store gevinst af sine udviklingsprojekter indenfor Covid og RSV, som er en række luftvejssygdomme. 

»Lyspunktet er, at de har forstand på at lave vacciner, tro det eller ej. De har måske bare ikke bærekraften til at bære noget fra nul og så ned på gaden,« siger Lau Svenssen i podcasten. 

Bavarian Nordic er derfor ved at udvikle sig fra at være en biotekaktie til at blive et egentligt vaccineselskab, hvor man blandt andet lever af at sælge rejsevacciner og den egenudviklede koppevaccine. 

»Det er blevet et selskab, der tjener penge og har omkring 1300 ansatte, hvor de kom fra et niveau på omkring 400 tidligere,« påpeger Lau Svenssen. 

Samtidig tror Lau Svenssen også, at Bavarian Nordic kan være en opkøbsmulighed for andre selskaber, hvilket typisk vil medføre at eksisterende aktionærer kan få en præmie for deres aktier.

Læs også: Børshus anbefaler at købe stor dansk aktie – spår stigning på 20 pct.

DFDS
Den sidste aktie, som den erfarne investor fremhæver, er det danske rederi- og transportselskab DFDS. Lau Svenssen fremhæver, at DFDS er i gang med at genopbygge selskabet som en transportforretning, efter at man i 2000 solgte DFDS DanTransport Group til den danske logistikkæmpe DSV. 

Det sker blandt andet gennem opkøb – DFDS har alene i 2023 lavet fire opkøb, blandt andet af det tyrkiske Ekol. Og i denne strategi vurderer Lau Svenssen også, at man kan finde risikoen i aktien: 

»Det eneste, der er negative omkring dem, er, at de er lidt ekspansionssyge. Og indtil videre har de ikke fået det helt store ud af det,« siger Lau Svenssen. 

Han tilføjer, at strategien har efterladt selskabet med »så meget gæld, som det kan bære«. 

»Det, jeg frygter, er, at de skulle kunne finde på komme med en aktietegning. Ellers er de på vej op,« vurderer Lau Svenssen. 

DFDS-aktien er indtil videre faldet med 15,3 pct. i år.

Læs også: Verdenskendt investor donerer svimlende milliardbeløb til velgørenhed

Læs også: ECB-chef advarer investorerne mod 'ønsketænkning': Synes markedet er for optimistisk